Termometeret rammer 20 grader i næste uge
Det bliver solrigt og lunt mandag og tirsdag.
Det er ved at være slut med vinterjakker og varme vanter, da metrologerne mandag og tirsdag lover masser af solskin og varme.
"Vi lover op til 20 grader, men der er ikke noget, der varer evigt. Vores prognoser spår, at det skifter omkring Kristi himmelfartsdag," siger Jesper Eriksen, metrolog, DMI.
Mandag forudser DMI, at det bliver tørt med nogen eller en del sol, og termometeret kommer til at vise mellem 13 og 18 grader. Ifølge Jesper Eriksen vil man muligvis få et par ekstra graders varme lokalt. Tirsdag bliver det endnu lunere, og her lover prognoserne sol og temperaturer mellem 15 og 20 grader.
Skifter midt på ugen
Vejret skifter midt på ugen, og det bliver mere ustadig og blæsende omkring Kristi himmelfartsdag.
"Vores prognoser siger, at der sidst på onsdagen kommer et regnvejr over den sydvestlige del af landet," siger Jesper Eriksen.
Torsdag, som er Kristi himmelfartsdag, bliver stadig forholdsvis varm i den østlige del af landet, ifølge metrologerne.
"Jo længere østpå, man bor i landet, desto længere tid får man lov til at beholde det gode vejr. Det dårlige vejr kommer vestfra."
Lunt i weekenden
Denne weekend byder også på lunt vejr, og DMI forventer op til 17 grader på Sjælland. I det nordligste Jylland kan der falde et par millimeter regn, men ellers bliver det tørt i hele landet.
I weekenden efter Kristi himmelfartsdag forventer man mellem 8 og 13 grader og blæsende vejr.
Torsdag er Kristi himmelfartsdag. Kirken fejrer ved Kristi himmelfart, at Jesus 40 dage efter sin opstandelse steg til himmels. I Danmark og i flere andre vestlige lande, er dagen en national helligdag.