Kraftig blæst kulminerer i aften
DMI varsler om potentielt farligt vejr ved Vadehavet i aften.
Som de fleste nok har bemærket, har vejret søndag ikke ligefrem indbudt til skovtur eller andre aktiviteter i det fri, og vi skal også igennem en vejrmæssigt hård aften, inden det mandag bliver bedre.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler om "potentielt farlige og usædvanlige vejrforhold" i den sydlige del af Jylland, og det er især omkring Vadehavet og de sydligste to tredjedele af Jyllands vestkyst, at vejret kan give problemer.
"Det vil være fra nu af og frem til midnat, at det vil kulminere. Vinden er kraftigst ved den sydlige del af vestkysten, hvor der frem til midnat vil være stormende kuling i middelvinden og vindstød af stormstyrke," siger vagthavende meteorolog ved DMI, Thyge Rasmussen, til Jyllands-Posten.
Problemer i Esbjerg
Blæsten kan altså blive kraftig og give problemer, især hvis folk ikke tager deres forholdsregler, forklarer Thyge Rasmussen.
"Det bliver omkring 20-22 sekundmeter, og det er en del, men det er ikke usædvanligt. Men vi har jo ikke haft nogen storme i Danmark dette efterår endnu, så det kan godt være, at folk glemmer at tage deres forholdsregler, og så kan løse genstande godt komme til at flyve lidt rundt," siger meteorologen og tilføjer, at blæsten også godt vil kunne vælte nogle træer og rive tagsten løs.
Blæsevejret kommer fra sydvest, hvor det tidligere har hærget England endnu voldsommere, end det vil ramme Danmark. Et af de steder, hvor blæsten kan presse vand sammen og give problemer, er i Esbjerg Havn.
Forhøjet vandstand
Thyge Rasmussen forklarer, at vandstanden i Vadehavet og i Esbjerg Havn vil kunne blive forhøjet med 2,5-3 meter i aften, og mens det ikke bør give store problemer i Vadehavet på grund af digerne, kan det give problemer i Esbjerg de steder, hvor kajkanten ikke er høj nok.
Mandag vil vejret blive noget bedre end søndag uden dog ligefrem at vinde nogen priser, oplyser DMI.
"Vinden vil have lagt sig i morgen tidlig, og den vil lægge sig yderligere i løbet af dagen. Det bliver ikke rigtig pænt vejr, for det bliver overskyet og med byger," siger Thyge Rasmussen.
Til gengæld holder prognoserne fast i, at et kuldefremstød skal ramme Danmark omkring torsdag i næste med nattefrost og hvid nedbør. Præcist hvor koldt det bliver, er dog endnu for tidligt at sige.

To ud af tre danskere støtter sen abort ved handicap

København i overhalingsbanen
Rejsekortet er på kanten med loven
Forbrugerombudsmanden kritiserer Rejsekort A/S. Læs artikel
Ekspræsident udleveres til USA
USA har fået udleveret en ekspræsident, der tiltales for hvidvaskning af stort millionbeløb. Læs artikel
Frygt for uroligheder efter drab
Guld til FCM’s danske besætning
Tvis Holstebro var aldrig tæt på at presse FC Midtjyllands kvinder. Læs artikel


