Fynsk motorvej lukker lørdag aften
Broarbejde sender trafikanter ud på en større omvej hen over Fyn.
Trafikanter, der færdes på den fynske motorvej lørdag aften og nat, skal ud på en omvej.
På grund af et broarbejde mellem Nr. Aaby og Middelfart lukkes motorvejen over en strækning på ca. 10 km mellem frakørsel 57 ved Nr. Aaby og frakørsel 58 ved Middelfart. Det sker i tidsrummet fra lørdag kl. 21.00 til søndag kl. 8.00.
Bilisterne bliver i stedet sendt på en omkørsel langs med motorvejen, der gør turen to til fire kilometer længere, oplyser Vejdirektoratet.
Kører man mod øst, skal man køre af ved Middelfart-afkørslen (58) og følge den skiltede omkørselsrute ad Jyllandsvej, Vandværksvej, rute 161 Hovedvejen og rute 313 Assensvej frem Nr. Aaby, hvor man kan køre på motorvejen igen ved tilkørsel 57.
Broforskalling skal fjernes
Skal man mod vest, skal man vælge Nr. Aaby-afkørslen (57) tage den skiltede omkørselsrute ad Hedegaardsvej, Hovedvejen, Vandværksvej og Jyllandsvej frem Middelfart-tilkørslen (58).
Rasteplads Lillebælt Nord er lukket i samme periode.
Årsagen til vejlukningen er, at arbejdet med en bro, der fører Aulbyvej over motorvejen, skal afsluttes. Broen er støbt, mens trafikken har passeret nedenunder, men nu skal selve forskallingen fjernes, og det arbejde udføres bedst og hurtigst med motorvejen spærret, oplyser Vejdirektoratet.