Kvinde dræbt af bil tæt på fodgængerovergang
En trafikulykke i Aalborg kostede søndag aften en 20-årig kvinde livet, da hun løb direkte ud foran en bil.
En 20-årig kvinde løb søndag aften lige ud foran en bil på Mylius Erichsensvej i Aalborg. Ulykken kostede den unge kvinde livet.
- Vi ved ikke, hvorfor hun løb ud foran bilen. Måske var hun på vej mod et busskur på den anden side af gaden, fortæller vagtchef Aage Pedersen fra Nordjyllands Politi.
Erklæret død
Ulykken skete klokken halv otte, og kvinden blev efterfølgende kørt på traumecentret på Aalborg Sygehus.
- Klokken 20.25 blev behandlingen indstillet, og hun blev erklæret død, fortæller Aage Pedersen.
Ulykken skete i nærheden af en fodgængerovergang. Men Aage Pedersen understreger, at kvinden ikke krydsede vejen i fodgængerovergangen.
Bilisten, der ramte kvinden, kørte desuden frem for grønt lys.