Fortsæt til indhold
Indland

Forældet udstyr redder fartbøller

Politiets fotovogne har endnu ikke digitalkameraer. Mange fotos må kasseres.

Kilde: DR Syd

Politiets fotovogne benytter sig stadig af kameraer med film, men der kunne udskrives mange flere fartbøder, hvis politiet havde bedre fotoudstyr. Det oplyser DR Syd.

Alene i Syd og Sønderjylland kasseres 40 % af alle billeder - og det er dermed mange penge statskassen går glip af.

Politiassistent Jørgen Duus fra Aabenraa betjener de velkendte fotovogne med kamera i bagruden, og han undrer sig over det utidssvarende udstyr.

- Det er mange år siden, at vi andre har rendt rundt og taget billeder med den slags apparater, som der sidder i politiets fotovogne. Det er desværre ikke digitalt udstyr, og det betyder, at det skal indstilles manuelt. Det resulterer i, at der er en del af billederne, der bliver kasseret, siger politiassistent Jørgen Duus til DR Syd.

Spild på 40 procent

I de første fem måneder af 2012 har politiets fotovogne fotograferet 7.183 bilister i Syd- og Sønderjylland, men kun 4.255 fik en bøde, fordi billedet ikke var godt nok. Det er et spild på 40 procent.

- Nogle af de ubrugelige billeder skyldes udenlandske bilister, som vi ikke gør mere ved. Men en stor del af de ubrugelige billeder er på grund af dårlig kvalitet. Det er frustrerende. Vi er blevet lovet digitalt udstyr for et par år siden, men det er desværre ikke kommet endnu, siger Jørgen Duus.

Flere penge til fotovogne kræver politisk velvilje.

- Det er jo ikke småpenge, de her fotovogne slæber ind til staten, så det er frustrerende, at der så ikke kan blive penge til at købe noget ordentligt udstyr, siger Jørgen Duus.