Togtrafik bombet af lynnedslag
Svendborgbanen delvist lukket af lynnedslag, og der er også problemer i Jylland.
Dem landsdækkende regnvejr har fra morgenstunden trukket torden og lyn med sig, og det har skabt store problemer for togtrafikken, meddeler Banedanmark.
Svendborgbanen blev fredag morgen ramt af lynnedslag, og netop nu kører der ingen tog mellem Kværndrup og Svendborg.
Tog afløst af busser
Der er bestilt busser til at køre mellem Kværndrup og Svendborg, men det vides endnu ikke, om hvornår de første busser vil være fremme.
Der kører tog mellem Odense og Kværndrup, men disse tog vil dog kunne blive forsinket, oplyser Banedanmark, som har personale på stedet for at reparere skaderne.
Også i Jylland, hvor fredagens torden og lynild først "gik i land", har lynnedslag voldt store problemer.
Brande Station lynramt
"Vi har haft mange lynnedslag, som har ramt vores systemer. Det har givet forsinkelser, og flere steder har vi måttet gå over til timedrift, fordi det ikke kunne lade sig gøre at gennemføre alle tog," siger kommunikationsmedarbejder Henrik Strunge, Banedanmark.
Især har et lynnedslag på Brande Station generet togtrafikken på strækningen Vejle-Herning-Struer.
Her køres der "meget uregelmæssigt og med flere forsinkelser og aflysninger," varsler Banedanmark.
Forsinkelserne rammer også regionaltog i Jylland og InterCity-forbindelserne mod Fyn og Sjælland, hvor der er op mod 40 minutter forsinkelse.
"Vores personale arbejder på højtryk for at reparere skaderne, og vi har ingen prognose," lyder det fra Banedanmarks pressevagt.
Arriva har haft aflysninger
Også på Arrivas banestrækninger i Jylland har lynnedslag medført aflysninger fredag morgen. Det er sket både på strækningen Esbjerg-Niebüll og Esbjerg-Skjern, skriver P4 Esbjerg.
I øjeblikket er status, at der ikke kører mellem Tønder og Ribe. Der er i stedet indsat busser på strækningen.
"Banedanmark er i fuld gang med at rette op på problemerne med signaler og sporskifter, men vi håber at komme i normal drift så hurtigt som muligt," siger Arrivas kommunikationschef Martin Wex til P4 Esbjerg.
Ingen problemer på vejene
På det overordnede vejnet er der ikke konstateret problemer med det varslede skybrud fra DMI, oplyser Vejdirektoratet.
Senere på dagen kan der dog opstå problemer, når det voldsomme regnvejr når til de lavtliggende dele af motorvejene, bl.a. på Lyngbymotorvejen.
Uvejret gik natten til fredag i land i den vestlige del af landet, og København ventes at blive ramt omkring middagstid. Stedvis kan der falde mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
Op til 20-30 mm regn
"I løbet af eftermiddagen kommer der endnu mere regn, og der kan stedvis falde mellem 20 og 30 millimeter regn, siger Lars Henriksen," vagtchef hos DMI, til Ritzau.
Samtidig varsler DMI om kraftig torden i Jylland og på Fyn.
"Vi har indtil videre haft et par brande på grund af lynnedslag. Og så er mange alarmer gået i gang på grund af vejret, men vi har endnu ikke hørt om oversvømmelser," siger Kim Bro, vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau.