Fortsæt til indhold
Indland

Ukendt offer i knallertulykke i Skodborg

Politiet arbejder på at identificere en yngre mand efter en alvorlig knallertulykke i Skodborg.

Ritzau

En yngre mand er i livsfare efter en knallertulykke tirsdag aften i Skodborg ved Vejen. Politiet har endnu ikke identificeret manden.

- Han kører frem for ubetinget vigepligt på knallert og bliver ramt af en bil. Han er kommet alvorligt til skade, fortæller vagtchef Michael Skaarup fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet arbejder i øjeblikket på at identificere den tilskadekomne, der formentlig er mellem 16 og 30 år gammel.

Manden, der ikke er ved bevidsthed, er ikke i besiddelse af nogen identifikationspapirer, og derfor er knallerten umiddelbart det eneste spor at gå efter.

- Det har vist sig ikke at være så ligetil, fordi den har skiftet ejermand en del gange på det seneste, fortæller Michael Skaarup.

Den tilskadekomne mand er efter ulykken blevet overført til Kolding Sygehus til behandling for sine kvæstelser.