Fortsæt til indhold
Indland

Vanvidsbilist kørte mindst 158 km/t

Ung mand kørte 80 km/t hurtigere end tilladt, da han ramte 18-årig knallertkører.

En 23-årig mand er ved retten i Holbæk blev varetægtsfængslet frem til den 17. januar, efter at han lørdag påkørte en 18-årig kvindelig knallertkører, som kom kørende ad Svinningevej mellem Snertinge og Svinninge.

Den 18-årige, som politiet i første omgang meldte ud var 16 år, blev efter uheldet, som skete kl. 11.09, kørt til Rigshospitalet, hvor hun i løbet af eftermiddagen blev erklæret død.

Kvinden var ude på sin avisrute, da hun blev ramt af bilen. Hun kom fra Snertinge-området mellem Kalundborg og Holbæk.

Slynget 62 meter væk

Ved grundlovsforhøret fortalte bilinspektøren, som har undersøgt ulykkesstedet, at den 23-årig mindst kørte 158 km/t, da han ramte kvinden.

Hun blev ifølge Ekstrabladet.dk slynget 62 meter hen ad vejen.

Den varetægtsfængslede mand nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab. Hans egen vurdering var, at han havde kørt omkring 110 km/t, da ulykken skete.

Den tilladte hastighed på Svinningevej er 80 km/t.

I behandling for chok

I retten forklarede den 23-årige, at han ikke nåede at trykke på bremsen, inden han ramte den unge kvinde.

Ekstra Bladet skriver, at den 23-årig havde en kammerat med sig i bilen, en Fiat Punto, da ulykken skete.

De fik efterfølgende behandling for chok.