Fortsæt til indhold
Indland

Transportministeren tror nu på rejsekortet

Trods stor skepsis tror transportminister Hans Christian Schmidt nu på, at rejsekortet vil fungere fra 2012.

Ritzau

Stor skepsis er afløst af tro på, at trafikselskabernes fælles problembarn, det elektroniske rejsekort, nu vil blive til noget. Til tiden.

Sådan lyder reaktionen fra transportminister Hans Christian Schmidt (V), efter at Rejsekort A/S har besluttet at give udviklerne bag den elektroniske billet til tog, bus og metro en ekstra chance.

- Konstruktionen med rejsekortet er rigtig og god, og jeg står selvfølgelig på mål for, at det her er den rigtige beslutning. Ellers havde jeg ikke sagt ja. Hvis jeg ikke følte mig sikker, så ville jeg ikke gå med til at kaste flere gode penge efter dårlige, siger Hans Christian Schmidt om projektet, der indtil nu har kostet 700 millioner kroner og været otte år undervejs.

Månedlig afregning

Samtidig understreger han, at han længe har været skeptisk over for projektet, som har været ramt af flere forsinkelser. Men skriftlige garantier fra både Rejsekort A/S og DSB om, at de tror på, at projektet nu vil lykkes, har fået ministeren overbevist.

- Men fremover vil der være månedlig afregning på mit kontor. Jeg vil følge det her tæt, siger han og fortsætter:

- Jeg tror på, at det her nu kommer i mål. Men udførelsen har indtil nu ikke været smuk.

Rejsekortet fungerer fortsat kun enkelte steder i Danmark, men leverandøren, East-West Denmark, har nu forpligtet sig på, at det er i landsdækkende drift i 2012.