Fortsæt til indhold
Indland

Pas på: Der er huller i motorvejen

På flere motorveje skal bilisterne se sig godt for.

Vinterens vekslen mellem tø og frost har skabt en ny, farlig situation på dele af det sjællandske motorvejsnet.

Frostsprængninger har skabt store huller i vejbanen - flere steder op til 20 cm dybe - og Vejdirektoratet advarer nu bilisterne om de farlige huller.

Vejdirektoratet har løbende reparationshold ude for at se, om der er dukket nye huller op, og tirsdag var den gal på Holbæk-motorvejen.

Huller ved Roskilde

Mellem afkørsel 13 (Ringstedvej) og 14 (Roskilde V) i retning mod København fandt et vejhold en række huller i det højre spor, som vurderes at være til fare for trafikken.

"Vi har problemer, lige så snart det tør. Så siver vandet ned i asfalten, og her skaber det frostsprængninger, når det fryser igen," siger Brit Osted Nielsen, vagthavende i Vejdirektoratets trafikinformationscenter.

Også på Vestmotorvejen er der opstået farlige huller i vejbanen, og lokalavisen.dk fortæller, at omkring 10 bilister i weekenden røg i hullerne på Vestmotorvejen og Holbækmotorvejen.

Punkterede biler

Bilerne punkterede, og nogle af bilerne fik skader, men uheldene førte ikke til ulykker, skriver lokalavisen.dk.

Fire af bilerne endte lørdag i et hul på ca. 30 gange 20 cm og med en dybde på ca. 20 cm på Vestmotorvejen ved Køge. Vejdirektoratet fik udbedret skaden, men ved 17-tiden opstod problemet på Holbækmotorvejen ved Roskilde.

Seks biler var punkteret efter mødet med et hul i vejen. Hullet blev dækket midlertidigt for at forhindre flere punkteringer, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til lokalavisen.dk.

Forrige vinter opstod samme problem på den østjyske motorvej ved Vejle. Også her måtte Vejdirektoratet gentagne gange i aktion for at lappe huller.