Punktering spærrede motorvej i knap ni timer
Det meste af dagen var den nordgående trafik standset på den nordjyske motorvej.
Et singleuheld ved Handest på den nordjyske del af motorvej E45 kom til at påvirke trafikken på strækningen det meste af onsdagen.
”Klokken 8.15 var der en bil, der punkterede og væltede. Bilen var fyldt op med glas, som blev spredt ud over motorvejen, og der var også olie på vejen,” fortæller vagtchef Åge Pedersen fra Nordjyllands Politi til jp.dk.
Motorvejen blev spærret, og selv om man ledte en del af trafikken rundt om den lukkede strækning, var der kødannelse på selve motorvejen.
Lastbilschauffør indlagt
Det overså en hollandsk lastbilschauffør, som kom kørende sydfra halvanden time efter det første uheld. Han kørte derfor ind i en anden lastbil.
”Den hollandske chauffør er kommet til skade og er blevet indlagt i Aalborg, men han er ikke i livsfare,” siger Åge Pedersen.
Der var ikke nogen, der kom til skade under det første uheld, tilføjer han.
Motorvejen åbnet ved fem-tiden
Først omkring kl. 17, knap ni timer efter det første uheld, blev E45 endelig åbnet for kørsel i den nordgående retning.