*

Kommunalvalg
Politi og retsvæsen

Borgere efter nyt skuddrab på Nørrebro: »Nu skyder de for at dræbe«

Man skal passe på sig selv, når man færdes på Nørrebro, siger Københavns Politi.

Gerningsmænd skød og dræbte en og sårede to personer tirsdag aften. På gerningsstedet på Tagensvej på Nørrebro i København var der skudhuller i vinduerne til et hostel. Foto: Jens Dresling

Tirsdag aften omkring klokken 19 fløj kuglerne, muligvis fra et automatvåben, gennem luften og ramte tre mænd på ydre Nørrebro i København. Den ene, en 30-årig mand, var med politiets ord »livløs«, da politi og redning kom frem, og han blev erklæret død, da ambulancen nåede hospitalet. En anden af de ramte var i kritisk tilstand, men er stabil, mens den tredje kun blev lettere såret.

Episoden er endnu en i rækken af skyderier på og omkring Nørrebro, hvor en bandekonflikt mellem bl.a. Loyal To Familia og Brothas har stået på siden april i år.

Foran politigården i København forklarede politiinspektør Torben Svarrer, at den dræbte er kendt af politiet som en del af bandemiljøet, og at også de to andre ramte har banderelationer. Flere medier skriver, at skudofrene er højtstående medlemmer af Brothas, og at ham, der blev lettere såret, har fungeret som talsmand for banden.

Bandekonflikt

Politiets indsats

  • Københavns Politi har siden den 12. juni i år anholdt 64 personer med tilknytning til bandemiljøet.
  • 37 skydevåben er blevet beslaglagt, og politiet har foretaget mere end 3.000 visitationer.
  • Visitationerne er foretaget i visitationszoner, som er blevet oprettet forskellige steder i København, herunder Nørrebro, Nordvest, Brønshøj, Husum og Amager.
  • Politiet er massivt til stede på især Nørrebro og har blandt andet oprettet mobile politistationer i området.
  • Kilde: Københavns Politi, jp.dk, Ritzau

Torben Svarrer fortalte desuden, at det våben, som de op imod 20 skud blev affyret med, kan være et automatvåben. Det vurderer politiet på baggrund af antallet af skud og på typen af patronhylstre, man har fundet på gerningsstedet.

Borgere: En eskalering

Nørrebro-borgere har sommeren over og i efteråret arrangeret såkaldte gademøder de steder, hvor der er blevet skudt. Møderne arrangeres af initiativet ”Vi tager gaderne tilbage”, og talsmand Terje Bech frygter, at de seneste skyderier kan være en eskalation af bandekonflikten.

»Nu skyder de for at dræbe. Tidligere på året lignede skyderierne mere markeringer, eller at man lidt forvirret har skudt tilfældigt og så skyndt sig væk,« siger Terje Bech.

»Og nu bliver man som Nørrebro-borger rigtig bekymret. Et drab som det her er jo så alvorligt, at man må regne med, at den rivaliserende gruppe svarer igen. De laver en bytter, og så har vi en voldsspiral,« siger han.

Politi: Ingen eskalering

Shuaib Khan, leder af Loyal To Familia, blev løsladt fra fængslet fredag den 27. oktober efter at have været fængslet for trusler mod en politibetjent. Da Shuaib Khan sidste gang blev løsladt fra fængslet, den 21. marts i år, brød bandekonflikten ud kort efter. Og Torben Svarrer blev derfor spurgt til, om de seneste skyderier i Københavns gader kan have med løsladelsen at gøre.

»Det synes jeg ikke man kan drage paralleller imellem. Konflikten var der også, mens den pågældende (Khan, red.) sad i fængsel,« sagde Torben Svarrer.

S: Løkke må sætte sig for bordenden i kampen mod banderne

Han ser, modsat Terje Ferch, ikke en eskalering i bandekrigen.

»Der har under bandekrigen været stille perioder og perioder, hvor de så skyder igen, så man skal passe på med at kalde det en eskalerende tendens,« sagde han.

Midler fra satspulje skal fremme integration og bekæmpe bander

Kan Københavns Politi så forsikre borgere om, at de trygt kan færdes på gaden? Det gav Torben Svarrer ikke et klart svar på. I stedet sagde han:

»Det virker, som om at man på det seneste er gået efter helt bestemte personer. Med det i baghovedet skal man selvfølgelig stadigvæk passe på sig selv, når man færdes (på Nørrebro, red.). Man kan aldrig vide sig sikker på, om man står et sted, hvor de vælger at skyde. Man kan ikke bare identificere bandemedlemmerne. Du kan jo stå op og ned af en, uden man ved det,« sagde han.

Terje Bech sagde inden onsdagens gademøde, at de håber at kunne »aflade den spænding, der er på et gerningssted, når en person er blevet skudt.«

»Der er borgere, som er utrygge og føler sig alene med deres utryghed,« siger han.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her