*

Politi og retsvæsen

Black Army til Fyns Politi: Vi inddrager rygmærkerne og nedlægger klubben

Flere bandemedlemmer forklarer, at de vil i exitprogrammer, så de kan komme hjem og være familiefædre.

Bandegrupperingen Black Army har meddelt Fyns Politi, at medlemmernes rygmærker bliver inddraget, og at klubben lukkes på Fyn.

Det skriver DR, og politidirektør hos Fyns Politi, Kit Claudi Grøn-Iversen, bekræfter den seneste udvikling over for Jyllands-Posten.

Hun fortæller, at sagen har udviklet sig, siden en af bandens frontfigurer Mohammed Daabas fortalte i medierne, at han ville tilmelde sig et bandeexit-program. Det kunne Fyens Stiftstidende allerede fortælle i august. Ifølge hans advokat, ville han ud af miljøet, fordi hans hustru er gravid.

Kit Claudi Grøn-Iversen fortæller, at flere ledende skikkelser fra banden siden har meddelt, at de ligeledes vil i exitprogrammer, og at man lukker klubben. Politiet fik beskeden fra Black Army, der selv har rettet henvendelse for et par dage siden, fortæller hun.

»De siger til os, at de er familiefædre, og at de godt er klar over, at der er brug for dem derhjemme. Derfor vil de nu lægge den form for kriminalitet bag sig og nedlægge banden. Vi får se, om det holder stik,« siger hun.

Politidirektøren uddyber, at politiet har fået bekræftet beslutningen ude i miljøet. Hun konstaterer imidlertid, at man ikke har observeret den store forandring i, hvem der mødes, og hvilke grupperinger, der træffes i forkerte sammenhæng, siden den første udmelding kom fra Mohammed Daabas.

Eks-bandeleder anker dom om beordret overfald

Kan det være en ny strategi - et forsøg på at gå under radaren?

»Det ville være rigtig dejligt, hvis bandepakkerne har virket, og det betyder, at de går i exitprogrammer og kommer hjem og bliver lovlydige borgere, som passer deres familier. Men vi er jo ikke mere blåøjede, end at vi selvfølgelig vil holde skarpt øje med dem. Vi vil være lige så meget efter den form for kriminalitet, som vi tidligere har været og registrere, hvor de popper op, og hvem de mødes med,« siger hun og tilføjer:

»Hvis de mod forventning ses med de samme mennesker og begår de samme former for kriminel og grov adfærd, som de har udvist hidtil, så kommer vi efter dem med alt det, vi overhovedet har i værktøjskassen. Det skal de ikke være i tvivl om. Det er ikke sådan, at vi letter foden fra speederen eller tænker, at krigen er overstået. Men det er da et vigtigt slag, der er vundet igen.«

Hun fortæller, at der er blevet lagt massivt pres på banden fra både politi, Odense Kommune og civile borgere siden sommeren 2016, hvor bandemedlemmerne fyldte meget i gadebilledet og skabte stor utryghed. I Odense har der bl.a. været problemer med, at hjemløse blev rullet og tatovører afpresset.

Black Army har forladt klubhus i Odense

Det første »vigtige slag« for politiet var, da bandegrupperingen i september meddelte, at man havde opsagt lejemålet til bandens klubhus på Nyborgvej i den vestlige del af Odense.

»Et vigtigt slag i kampen mod banderne er vundet. Godt for naboerne, der har været plaget af Black Armys hensynsløse adfærd! Vigtigt, at de ikke længere har denne kriminelle base som udgangspunkt for ulovligheder og rekruttering af unge til bandemiljøet,« lød det i den forbindelse fra Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

I dag er klubhuset lukket, og politiet har haft held med at inddrage statussymboler såsom biler. At rygmærkerne også forsvinder fra gadebilledet er positivt, fordi det forhåbentlig vil medvirke til, at banden ikke længere fremstår attraktiv for visse børn og unge, mener Kit Claudi Grøn-Iversen.

Politidirektøren vurderer dog, at den manglende åbenlyse tilknytning til banden kan have betydning for, hvilke redskaber politiet har til rådighed at kæmpe med, hvis kriminaliteten fortsætter. Folketinget har vedtaget flere bandepakker for at styrke indsatsen mod rockere og bander - senest blev bandepakke III vedtaget i marts.

»De har nedlagt banden og er dermed i første omgang ikke omfattet af bandepakken og den lovgivning, der bl.a. findes om skærpede sanktioner og manglende mulighed for prøveløsladelse. Men det ændrer ikke ved, at vi har de samme muligheder for at holde øje med dem og registrere, hvem de ses med. Det vil vi fortsat gøre.«

Hun understreger, at politiet er i fuld gang med at lægge en ny strategi for at håndtere den nye drejning, sagen har taget, og at man arbejder sammen med Rigspolitiet om at rådgive det relevante ministerium i tilfælde af, at bandepakkerne skulle vise sig at have for kort rækkevidde, eller hvis kriminaliteten ændrer sig.

Foruden Black Army holder rockerklubben Hells Angels til på Fyn i Nyborg og Odense. Hells Angels ser man dog ikke meget i det odenseanske gadebillede, lyder det fra politidirektøren. Ifølge DR er der ingen meldinger om, at Black Armys andre afdelinger i Næstved, Herning og Aarhus har planer om at opløse aktiviteterne.

Borgmesteren i Odense mener da også, at man skal vente med at poppe champagneflaskerne og fejre sejren.

»Jeg har en fornemmelse af, at de forsøger at lave en juridisk finte, og at de har planer om at fortsætte deres aktiviteter,« siger han til DR.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Vores lærere fortjener den bedste uddannelse
Fremtidens læreruddannelse skal være forskningsbaseret og praksisnær. Og den bør udvikles i tæt samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne. Institutionskamp bør afløses af ambitionskamp. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her