*

Politi og retsvæsen

Eksperter: Peter Madsens forklaring holder ikke

Med fundet af et afskåret hoved på 10-12 meter vand er politiet meget tæt på at kunne »pulverisere« Peter Madsens forklaring.

Politiets teknikere har allerede gennemført grundige undersøgelser af ubåden "UC3 Nautilus", hvor Kim Wall døde. Arkivfoto: Jacob Erhbahn

Den makabre sag om det formodede drab på freelancejournalisten Kim Wall, der i begyndelsen af august tog på tur med ubåds-ejeren Peter Madsen, og hvis afskårne torso siden dukkede op ved Amager, tog lørdag en ny drejning:

Ud over Kim Walls torso har politiet nu fundet både hendes hoved, to ben, tøj og en kniv, der kan være blevet brugt til at slå hende ihjel.

To tidligere chefer fra Rejseholdet mener, at fundene – og især det faktum, at der ikke er brud på Kim Walls kranie – »pulveriserer« Peter Madsens hidtidige forklaring om, at Kim Wall døde, da hun blev ramt af en 70 kilo tung luge på ubåden.

Jeg kan slet ikke se, at politiet kan stå stærkere i den her sag.
Kurt Kragh, tidligere efterforskningsleder og kriminalkommissær ved Rejseholdet

Den tidligere efterforskningsleder og kriminalkommissær ved Rejseholdet Kurt Kragh mener, at beviserne mod Peter Madsen for at have dræbt og parteret Kim Wall er overvældende.

»Jeg hæfter mig selvfølgelig meget ved, at man ikke har fundet frakturer efter den ulykke, som Peter Madsen ellers havde fortalt om,« lyder hans forklaring bl.a. over for flere medier.

»Jeg kan slet ikke se, at politiet kan stå stærkere i den her sag.«

En melding som den tidligere chef for Rejseholdet Frank Jensen er enig i.

Med de nye fund har politiet nu næsten alle de vigtigste brikker i efterforskningen, lyder vurderingen. Kun Kim Walls to arme har man endnu ikke fundet, ligesom man ikke har fundet hverken hendes eller Peter Madsens mobiltelefoner.

Ifølge vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen fra Københavns Politi, der lørdag på et pressemøde fortalte om de nye fund, skal retsmedicinerne nu i gang med at undersøge, om dødsårsagen eventuelt kan være »adskillelsen« af hovedet fra selve kroppen – eller med andre ord, om Kim Wall blev dræbt ved at få halsen skåret over.

Nye obduktioner

Der er forskellige mindre skader på ansigtet, men ifølge politiet ikke skader, der kan have kostet hende livet. Så historien om, at en tung luge slog hende ihjel, tror man ikke på.

Retsmedicinerne, der brugte det meste af natten til lørdag på at obducere de nye ligdele, skal også undersøge, om dødsårsagen kan findes i halsregionen. De skal se på tungebenet og på halsbrusken, hvilket typisk kan fortælle om en person er blevet kvalt.

Fakta

Nye fund

  • Fund af pose i vandet med Kim Walls tøj samt en kniv. Posen blev tynget med blylodder.
  • Fund af to ben i vandet, påført strips og metalstykker.
  • Fund af en pose med Kim Walls hoved og metalstykker.
  • Der er ikke fundet tegn på skader på kraniet.
  • Politiet undersøger, om dødsårsagen har at gøre med adskillelsen af hoved fra torso.
  • Mangler Kim Walls to arme.

Kilde: Ritzau

Det kan være med til at styrke sagen mod Peter Madsen, at især Kim Walls hoved har været pakket ind i en plastpose og forsøgt presset ned til havbunden af tunge metalstykker. Plastposen kan nemlig have beskyttet bløddele fra at blive spist af fisk. På den måde kan vigtige kriminaltekniske spor være sikret.

Politiet mangler fortsat at finde Kim Walls arme, dem vil man – mest af etiske årsager – fortsat søge efter. Det er dog som regel i indre organer eller fra slag mod hovedet, at man skal finde dødsårsagen. Det kan være knivstik mod hjerte, lunger eller maveregion – eller kvælning eller slag mod hovedet med et stort instrument.

Det faktum, at man også har fundet Kim Walls tøj og en kniv, betyder, at teknikerne nu kan undersøge, om hun blev stukket før eller efter, at døden indtraf. Da hendes torso blev fundet ved Amager, 10 dage efter at hun forsvandt, blev der fundet mange knivstik på torsoen. Tøjet kan afsløre, om Kim Wall er blevet stukket før eller efter, at hendes tøj blev fjernet.

Den 3. oktober blev Peter Madsens varetægtsfængsling forlænget med yderligere fire uger. Det skete på baggrund af, hvad politiet har fundet på Peter Madsens computer samt detaljer fra obduktionsrapporten af Kim Walls torso. På Peter Madsens harddisk har teknikerne bl.a. fundet videoer, der viser tortur og henrettelser, bl.a. af kvinder der bliver hængt.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland

I tunens slipstrøm

Det er lykkedes danske og svenske biologer at fange og mærke 18 blåfinnede tun, som nu svømmer og samler viden om deres vandringer i havene.
Annonce
Annonce
En afstikker værd: Det italienske fata morgana-slot midt i Kanalen
Premiere-aktuelle Victoria & Abdul kaster lys over dronningens senere år, og mange af scenerne er filmet på og omkring slottet, hvor det meste står som på Victorias dødsdag. Vi var på besøg. 
Se flere
Biler
Larmer dækkene på din bil? Her er guiden til en op til 30 pct. mere lydsvag bil
En række rustbehandlingscentre er nu klar med behandling, der sænker lydniveauet i bilen. Det kan give resultater, men afhængigt af bil, underlag og øret, der hører. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her