*

Politi og retsvæsen

Ulovlig rovfuglefælde beslaglagt på K-politikers gods

En skytte, der er tilknyttet Svenstrup Gods, er blevet sigtet i sagen.

Den ulovlige rovfuglefælde fundet på Svenstrup Gods på Midtsjælland. Foto: Knud Flensted/DOF

Midt- og Vestsjællands Politi beslaglade mandag en ulovlig rovfuglefælde på Svenstrup Gods i Køge, der ejes af det tidligere folketingsmedlem og miljøordfører for Det Konservative Folkeparti, Christian Wedell-Neergaard.

Rovfuglefælder
  • Der må ikke bruges levende lokkefugle
  • Fælder skal have tydelige kontaktoplysninger (navn og telefonnummer)
  • Fælderne skal overholde bestemte mål
  • Der må ikke anvendes kød eller ådsler i fælder til fugle
  • Der skal være skriftlig tilladelse fra Miljøstyrelen til fangst af fugle

Kilde: Dansk Ornitologisk Forening

En skytte, der er tilknyttet godset, er blevet sigtet for brud på jagt- og vildtforvaltningsloven. Han har erkendt, at han var ansvarlig for fælden, der typisk bruges til at fange fredede rovfugle, som tager jægerens vildt. 

Det var et medlem af Dansk Ornitologisk Forening, DOF, der fandt fælden med levende fugle i og alarmerede politiet.

Biolog Knud Flensted fra DOF var med, da politiet rykkede ud til godset og fjernede fælden.

»Sådan en fælde er brandulovlig og kunne have været skyld i, at fredede rovfugle som for eksempel duehøg, musvåge og rød glente fanges og aflives. Det er derfor, fælderne er ulovlige, og derfor er det et meget vigtigt skridt, at vi kan fjerne sådan en fælde,« siger han til dof.dk.

Nye drab på danske rovfugle med ulovlig gift

Christian Wedel-Neergaard har til Ekstra Bladet fortalt, at han er overrasket over fundet af en rovfuglefælde på hans gods.

»Vi naturligvis dybt rystet og chokeret over det, der er sket. Og det må ikke finde sted. Vi accepterer naturligvis ikke ulovligheder af nogen art. Og vi er glade for politianmeldelsen og ønsker klarhed på det her område. Vi har nu henvendt os til Midt- og Vestsjællands Politi for at få en redegørelse. Og vi tager det virkelig alvorligt, og det kommer bag på os, at det kunne ske,« siger han til avisen og påpeger, at han intet selv kendte til opsætningen.

Der blev brugt levende duer i fælden. Foto: Knud Flensted/DOF

Ifølge den sigtede skytte var fælden blevet sat op i forbindelse med godsets udsætning af fasaner til jagt, som begynder den 1. oktober.

Skytten kan se frem til en bødestraf på mindst 15.000 kr., konfiskation af fælden samt frakendelse af retten til at have jagttegn ifølge DOF.

Det sker med jævne mellemrum, at ulovlige fælder bliver sat op og brugt til at fange rovfugle, gråkrager eller husskader, forklarer Knud Flensted fra DOF.

Han opfordrer alle til at tage billeder af video og kontakte DOF samt politiet, hvis man finder lignende fælder i naturen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Vores lærere fortjener den bedste uddannelse
Fremtidens læreruddannelse skal være forskningsbaseret og praksisnær. Og den bør udvikles i tæt samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne. Institutionskamp bør afløses af ambitionskamp. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her