*

Politi og retsvæsen

Portræt: Jakob Buch-Jepsen er anklageren i Peter Madsen-sagen

"Spændende sager" og tæt samarbejde med kollegaer er det, der driver lysten for Jakob Buch-Jepsen. Nu er han anklager i en af nyere tids mest omtalte krimisager.

Jakob Buch-Jepsen har siden 2002 arbejdet for anklagemyndigheden, hvor han har siddet med sager om drab, terror og børnepornografi. Foto: Stine Tidsvilde.

Drab, seksualforbrydelser, lægesvigt, terror og anden kriminalitet af personfarlig karakter er den slags, den 41-årige specialanklager Jakob Buch-Jepsen dagligt arbejder med.

Jakob Buch-Jepsen:
  • 41 år
  • Uddannet jurist fra Københavns Universitet i 2001.
  • Anklager hos Anklagemyndigheden siden 1. januar 2002.
  • Han er gift med en svensk kvinde og bor derfor i Sverige.
  • Far til tre børn.
Nu er han anklager i en af nyere tids mest omtalte krimisager, der også hiver overskrifter i udlandet. En sag om ubådsejeren Peter Madsen og den dræbte svenske journalist Kim Wall.

Den 10. august forsvandt Kim Wall, efter hun havde været ude og sejle med Peter Madsen. 11 dage efter hendes forsvinden blev hendes torso fundet. Ifølge Peter Madsen skete der en ulykke på båden, som kostede den unge kvinde livet, men hvorfor hun er parteret, ved han efter eget udsagn intet om.

Hvad der for de fleste virker som en ualmindelig mystisk historie, er for anklageren endnu en sag, der skal løses, og derfor behandles den ikke anderledes.

»Det er en sag som fremstår meget dramatisk. Men den bliver behandlet på samme vis som alle andre drabssager,« fortæller Jakob Buch-Jepsen til Jyllands-Posten.

I sager som denne er der et tæt samarbejde mellem anklagemyndigheden, hvor Jakob Buch-Jepsen er ansat, og efterforskerne. Det skyldes ifølge anklageren et unikt system, der kun findes i Danmark og Norge, hvor den lokale anklagemyndighed er en del af politiet.

Peter Madsen vil ikke gå med til fortsat fængsling

»Det er en stor fordel, at vi har den nærhed med efterforskerne. Således har vi mulighed for at sparre omkring forskellige problemstillinger i sagerne. Men det stiller også krav til anklageren om at foretage en kvalitetskontrol af politiets arbejde,« forklarer Jakob Buch-Jepsen.

For ham er samarbejdet ikke bare afgørende for resultatet af en sag, det er også en afgørende grund til, at han hver dag trækker i arbejdstøjet.

Jakob Buch-Jepsen møder pressen i forbindelse med sagen om Peter Madsen. Foto: Stine Tidsvilde.

»Jeg er meget stolt af at være en del af Københavns Politi bl.a. på grund af vores samarbejde i organisationen,« fortæller Jakob Buch-Jepsen, inden han fortsætter:

»Der er en stor tilfredsstillelse ved at have så mange gode kollegaer samt spændende sager, hvor man kan se, at man gør en forskel for dem, der er forurettede.«

Og netop ønsket om at gøre en forskel var en af årsagerne til, at Jakob Buch-Jepsen tilbage i 1995 valgte at læse jura på Københavns Universitet, da han havde afsluttet sin værnepligt.

Jakob er en særdeles dygtig og grundig anklager
Dorit Borgaard, advokaturchef i afdelingen Personfarlig Kriminalitet
Efter endt uddannelse fik han straks job som advokatfuldmægtig. Men der gik ikke mere end et år, før drømmen om de mere udfordrende sager hos Anklagemyndigheden, begyndte at trække i ham. Her har han nu været ansat siden år 2002.

I dag har Jakob Buch-Jepsen titlen specialanklager. En anklager der fører komplekse og mere omfattende straffesager. Hans skrivebord er placeret i afdelingen for personfarlig kriminalitet, hvor de beskæftiger sig med et bredt fagligt område, som han selv beskriver det.

En 62-årig mand blev tidligere i år dømt i en af Danmarkshistoriens værste sager om børnepornografi. I 2012 blev lægen Søren Ventegodt dømt for sine specielle behandlingsmetoder. Og "Boghandleren fra Brønshøj", Said Mansour, blev i 2014 dømt for at tilskynde terror.

De tre meget forskellige eksempler har, ud over massiv medieomtale, alle det til fælles, at Jakob Buch-Jepsen var anklager. For ifølge hans chef er han særligt stærk inden for netop kriminalitet af personfarlig karakter.

»Jakob er en særdeles dygtig og grundig anklager med mange års erfaring inden for navnlig personfarlig kriminalitet,« fortæller advokaturchef i Anklagemyndighedens afdeling Personfarlig Kriminalitet, Dorit Borgaard og fortsætter:

»Jeg sætter utroligt stor pris på hans indsats, integritet og engagement. Han bidrager til et højt fagligt niveau i Anklagemyndigheden, hvor han med sit gode humør og sociale indstilling er med til at få tingene til at glide i en meget travl advokatur.«

Når Jakob Buch-Jepsen ikke har travlt i advokaturet har han til gengæld travlt med familielivet. Sammen med sin svenske kone har han tre børn, som han bor sammen med på den anden side af Øresundsbroen.

Men jobbet som anklager er tidskrævende. Især under de større sager som den han lige nu sidder med.

Ekspert i bedrageri og bestikkelse: Her er Peter Madsens forsvarsadvokat

I dag tirsdag skal Københavns Byret igen beslutte om den 47-årige ubådsejer skal forblive varetægtsfængslet. Jakob Buch-Jepsen og anklagemyndigheden har sendt en anmodning til Peter Madsen med krav om at fortsætte varetægtsfængslingen. Det har han afvist.

Ved sidste retsmøde indvilgede Peter Madsen i at lade sig mentalundersøge, efter anklageren gik til den sigtede Peter Madsen og stillede en del spørgsmål, der bl.a. omhandlede ubådejerens seksuelle præferencer.

Anklager er klar med nye beviser mod Peter Madsen

Da den sigtede nægtede at have skåret liget op, spurgte Jakob Buch-Jepsen bestemt:

»Hvis ikke Peter Madsen har parteret Kim Wall, hvem skulle så? Er det en russisk ubåd, der har ligget på lur?«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
En afstikker værd: Det italienske fata morgana-slot midt i Kanalen
Premiere-aktuelle Victoria & Abdul kaster lys over dronningens senere år, og mange af scenerne er filmet på og omkring slottet, hvor det meste står som på Victorias dødsdag. Vi var på besøg. 
Se flere
Biler
Larmer dækkene på din bil? Her er guiden til en op til 30 pct. mere lydsvag bil
En række rustbehandlingscentre er nu klar med behandling, der sænker lydniveauet i bilen. Det kan give resultater, men afhængigt af bil, underlag og øret, der hører. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her