*

Politi og retsvæsen

Gymnasiefest for 1.g'ere endte med to anholdelser for vold

Festlighederne i Kongens Have i København forløb ikke uden problemer.

Vagtchefen hos Københavns Politi gætter på, at slagsmålet skyldtes, at de unge havde indtaget for meget alkohol. Arkivfoto: Anders Find/Polfoto

Hundredvis af elever, som efter sommerferien begynder i 1.g, var fredag samlet i Kongens Have i København for at fejre starten på deres nye tilværelse som gymnasieelever.

Ifølge Københavns Politi forløb festlighederne dog ikke helt uden problemer og kontroverser.

Vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi oplyser til BT, at flere personer endte i klammeri med hinanden, hvilket medførte, at to unge blev anholdt.

»Vi skal have afhørt nogle vidner og den forurettede, og hvis det ender med en voldssag, bliver de sigtet og derefter løsladt,« siger Henrik Brix til BT.

Professor: Gymnasiedruk kan skade de unge for livet

Det har de seneste mange år været en tradition, at de sjællandske gymnasieelever skyder skoleåret i gang bl.a. med den såkaldte "Puttefest" i Dyrehaven i København.

Forud for dette skoleår har Danske Gymnasier dog advaret elever mod at deltage i festen. Ifølge formand for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, er der tale om en »organiseret drukfest«.

Advarslen kommer efter, at festen i Dyrehavnen sidste år resulterede i, at 180 deltagere måtte forbi Dyrehavens samaritter efter at have indtaget alkohol og stoffer. 14 personer endte på hospitalet - heraf var en person i livsfare, da pågældende havde en promille på fire.

»Jeg håber, at forældrene - både til de nye 1.g’ere og til de ældre gymnasieelever - tager en snak med deres unge om konsekvenserne af umådeholdent alkoholindtag, så de nye gymnasieelever kan få en festlig start på deres gymnasietid, uden at det ender i livstruende situationer,« siger Anne-Birgitte Rasmussen til TV 2.

I år finder "Puttefesten" sted i Dyrehaven den 18. august, og over 2.200 personer har allerede tilkendegivet, at de har planer om at deltage i begivenheden.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her