*

Kommunalvalg
Politi og retsvæsen

Spejderlejr i Sønderborg lokker 40.000 til: Politiet er klar med fotovogne i området

Spejdernes Lejr 2017 bliver Danmarks hidtil største spejderlejr.

På begge sider af Alssundbroen vil der lørdag være fotovogne i aktion. Foto: Sebastian Buur Gunvald

Den kommende weekend åbner Spejdernes Lejr 2017 ved Sønderborg, hvor det forventes, at omkring 40.000 spejdere fra ind- og udland vil deltage.

Det betyder, at der kommer ekstra pres på trafikken i området herunder over Alssundbroen.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser mandag, at der i løbet af åbningsdagen lørdag vil blive indført hastighedsbegrænsning på 60 km/t på den sidste del af Sønderborgmotorvejen og på Omfartsvejen (rute 8) frem til rundkørslen ved Grundtvigs Allé.

For at sikre, at den nedsatte hastighed bliver overholdt, vil politikredsen stå klar med fotovogne på begge sider af broen, ligesom færdselsafdelingen vil være i området, oplyses det.

»Så hjælp spejderne og alle andre med at komme godt og sikkert frem ved at overholde begrænsningerne,« lyder opfordringen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Sønderborg invaderes af spejdere

Med 40.000 spejdere bliver Spejdernes Lejr 2017 Danmarks hidtil største spejderlejr, som varer fra den 22. juli og frem til den 30. juli.

Det er de fem danske spejderkorps i Danmark, Det Danske Spejderkorps, KFUM-spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig, som i fællesskab afholder lejren.

I Ry gør en gruppe spejdere og ledere sig i disse dage klar til at tage af sted mod Sønderborg og spejderlejren.

»Efter flere års planlægning kulminerer alle vores forberedelser, når 88 spejdere fra Ry sammen med 16 spejdere fra vores engelske venskabsgruppe fra 1. Maldon, tager af sted til lejren lørdag morgen,« lyder det fra den spændte gruppeleder Lotte Thorup.

Her ses et billede, fra da Ry-gruppen senest var på en stor fælleslejr. Foto: Handout fra 1. Ry Gruppe Det Danske Spejderkorps

Hele 11 spejdergrupper fra Skanderborg Kommune, som Ry hører under, forventes at deltage i lejren med 450 spejdere.

»En af de første opgaver, når soveteltene er slået op i vores over 7.000 kvm store lejrområde er at bygge en fire meter høj kopi af Himmelbjergtårnet i rafter. Det bliver en god aktivitet for alle de store spejdere, og et flot vartegn for vores kommune og lejr,« lyder det fra gruppeassistent Jan Løvheim.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her