*

Politi og retsvæsen

Syvårig pige fundet druknet: Kommunen beklager

Ifølge politiet er der stadig ikke noget, der tyder på en forbrydelse.

Forvaltningen i Viborg Kommune vil nu undersøge sagen om en syvårig pige, der søndag aften blev fundet druknet i en sø i Hald Ege ved Viborg.

Det oplyser formanden for Viborg Kommunes børne- og ungdomsudvalg, Claus Clausen (V), til TV Midtvest.

Han udtrykker sin dybeste medfølelse med familien.

»Vi er frygteligt kede af denne situation og den sorg, vi har forvoldt en familie, der har overladt deres barn i vores varetægt,« siger Claus Clausen til mediet.

Han siger, at kommunen vil kigge på hændelsesforløbet for at forebygge, at sådan en hændelse nogensinde kan ske igen.

Til TV 2 siger udvalgsformanden, at ansvaret i sidste ende ligger hos byrådet. Han mindes dog ikke, at der er lavet besparelser på området, som kan have sat personalet i en svær situation. Han siger, at det er op til forvaltningen at konkludere, om byrådet har fejlet.

Eftersøgt syvårig pige er fundet druknet

Pigen forsvandt fra sit bosted i Hald Ege omkring kl. 16 søndag eftermiddag og blev efter et par timer efterlyst af Midt- og Vestjyllands Politi. Ved efterlysningen blev det fremhævet, at pigen nogle gange handlede impulsivt og kunne finde på at gå ind ad en åbenstående dør.

Ifølge politiet var pigen handicappet, og hun havde næsten ikke noget sprog. Hun forsvandt fra bostedet Egeskovhus. Stedet fungerer som en enhed, der sørger for, at familier med handicappede børn kan blive aflastet i hverdagen, skriver Tv Midtvest. Der er 10 pladser på bostedet.

Søndag aften kl. 22.31 oplyste politiet i en pressemeddelelse, at en politipatrulje havde fundet pigen druknet i en lille sø i nærheden, men at der ikke var noget, der tydede på en forbrydelse.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands oplyste mandag morgen til Jyllands-Posten, at hændelsen stadig efterforskes som en ulykke. Pigens nærmeste pårørende og institutionens personale er underrettet.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Hun sætter dansk præg på byhus i London
I London bor en dansk kvinde i et feminint, indbydende og personligt hjem: Her er lyserødt, der er knald på tapetet og glimt i lysekronen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her