*

Politi og retsvæsen

I Struer er der 21.474 borgere om en advokat – i København er tallet 281

Afstanden bliver stadigt større mellem almindelige borgere og retssystemet, advarer eksperter.

Karsten Hjort er den eneste advokat med kontor i Struer Kommune og mener, at situationen med få advokater i nogle kommuner kan få vidtrækkende konsekvenser: »I yderste konsekvens kan det jo betyde, at man klarer tingene på alternativ facon. Det kunne for eksempel være noget med, at fire store fyre tager ud og henter den bil selv.« Foto: Joachim Ladefoged

I flere yderkommuner er der så få advokater, at mange tusinde borgere må deles om én advokat, hvis de vil have en lokal en af slagsen. I Struer Kommune er der flere end 21.000 borgere og kun én advokat, som tager civile sager. Flere steder er også den gratis retshjælp væk, viser opgørelser fra Advokatsamfundet.

Udviklingen betyder, at retssystemet driver længere væk fra almindelige borgere i provinsen. Sådan lyder vurderingen fra eksperter og fra Struers eneste advokat med kontor i kommunen. Politikere erkender problemet, og flere peger på, at det bunder i retsreformen fra 2007.

I 2007 blev 82 retskredse til 24, og dermed fik borgere i nogle udkantskommuner langt til nærmeste retssal.

Advokaterne er flyttet

»Retsreformen har betydet, at advokatfirmaerne er flyttet til de større byer, hvor retssagerne kører. Desuden fokuserer advokatbranchen i højere grad på erhvervslivet. Derfor søger advokatfirmaerne hen, hvor virksomhederne er,« siger professor i retspsykologi Bettina Lemann, der mener, at lokale advokater er vigtige for, at borgerne føler, at de har adgang til retssystemet.

Det bekræfter Struer Kommunes advokat, Karsten Hjort:

»Advokater og dommere er i dag for langt væk fra borgerne. Der er reelt set ikke lige adgang til retssystemet.«

Med én advokat pr. 19.233 borgere er der næsten lige så langt mellem advokaterne i Jammerbugt Kommune som i Struer. I Hillerød og Esbjerg kommuner er tallet hhv. 1.079 og 1.607. I København er der én advokat pr. 281 borgere.

Det viser en opgørelse fra Advokatsamfundet, som advarer mod udviklingen, der især rammer de ressourcesvage, påpeger formand Peter Fogh.

På Christiansborg erkender flere partier, er der ikke er lige adgang til juridisk bistand. Men løsningerne ligger ikke lige for, mener Socialdemokratiet og Venstre.

»Jeg tror ikke, vi politikere kan lave om på de strukturelle udviklinger, der nu engang er i Danmark, bortset fra de greb vi bruger nu, herunder udflytning af statslige arbejdspladser,« siger retsordfører Preben Bang Henriksen (V).

Formand for Folketingets retsudvalg Peter Skaarup (DF) vil have retsreformen evalueret.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Flytningen fra land til by er taget til de seneste år. Jyllands-Posten undersøger, om Danmark er ved at knække over.

Annonce
Redaktionen anbefaler

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her