*

Politi og retsvæsen

Dansk statsborger varetægtsfængslet i en sag om folkedrab

En lagerarbejder varetægtsfængsles i en sag om folkedrab i Rwanda.

En 49-årig mand fra Nordsjælland varetægtsfængsles onsdag i en sag om folkedrab i Rwanda. En dommer i Hillerød følger dermed begæringen fra en anklager.

Manden, der er lagerarbejder, er begæret udleveret til en straffesag i sit tidligere hjemland.

Her er han anklaget for at have deltaget i folkedrabet i 1994.

Under et mere end tre timer langt retsmøde har han nægtet sig skyldig, og hans forsvarer, advokat Bjørn Elmquist, lufter en teori om, at tiltalen kan skyldes hævn for, at han tidligere har vidnet til fordel for andre tiltalte. Det er sket i FN's krigsforbrydertribunal i Arusha i Tanzania.

Dommer Jens Berg afviser dog anmodningen om løsladelse.

- Der er tale om særdeles alvorlige forbrydelser, siger dommeren.

Han finder, at den 49-årige på fri fod vil kunne påvirke vidner, og at der er risiko for, at han vil stikke af og dermed hindre, at en eventuel udlevering bliver til noget.

Afgørelsen om fængsling drejer sig kun om, hvorvidt manden skal være frihedsberøvet, indtil det afgøres, om udleveringen kan finde sted.

I retslokalet sidder et par familiemedlemmer og repræsentanter for den baptistkirke, som manden er aktiv i.

- Det er ganske udelukket, at der er en risiko for påvirkning af vidner, siger advokat Bjørn Elmquist i retsmødet. Desuden afviser den 49-årige selv, at han vil stikke af.

- Hvis Vorherre accepterer, at jeg skal til Rwanda, så skal jeg til Rwanda, siger han.

- Dette her land er mit land nu, siger han, der opnåede statsborgerskab i 2014.

Tiltalen drejer sig blandt andet om deltagelse i drab på omkring 1000 mennesker i en kirke og i drab på et tilsvarende antal mennesker, der havde søgt tilflugt på et universitet.

Personligt beskyldes han også for med en kølle at have slået en gammel kvinde ihjel 7. april 1994 om formiddagen.

- Den her dato var jeg i Congo, i Goma, siger manden, der dermed mener at have et alibi.

Om drabene på de mange tutsier siger han:

- Det har rørt mig i hjertet, at de mennesker blev dræbt.

Under sagens forberedelse har danske politifolk fra Søik, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, været i Rwanda. Her har de blandt andre afhørt den 49-åriges kusine på en baptistskole i Gisenyi-området, kommer det frem.

I Rwanda har den 49-årige været skolelærer. I en tidligere sag blev en forhenværende skoleinspektør, der boede i Kirke Sonnerup, udleveret til Rwanda i 2014. Hans sag er dog endnu ikke kommet i gang.

Fængslingen udløber 14. juni. Men afgørelsen kæres til landsretten, oplyser advokat Elmquist.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her