*

Her er bedst at bo
Politi og retsvæsen

Kundby-pige om biografi: »Det er jo alt sammen løgn!«

Efter sin anholdelse skrev 17-årig om sig selv under et navn, hun havde taget fra terroristen Omar El-Hussein.

Kundby-pigen ved vidneskranken i Retten i Holbæk. Tegning: Rasmus Sand Høyer

Hun er landets mest omtalte teenager i disse dage. 17 år og tiltalt for terrorplaner. Kundby-pigen, som ikke har sat sin fod i sin hjemby, siden hun var 15 år og blev anholdt. Hun indtog torsdag vidneskranken i Retten i Holbæk for anden dag i træk. Hun var iklædt hættetrøje og joggingbukser, og under hendes stol kunne man akkurat ane hendes ankelstrømper over de hvide kondisko. Hendes fødder var urolige, og hendes hænder skiftede konstant positur.

Anklager i sagen Kristian Kirk fortalte retten, at han ved dagens retsmøde ville spørge pigen til en slags »selvbiografi eller en dagbog« og nogle breve, som pigen har skrevet efter sin anholdelse, mens hun var på en institutionen i Grenaa.

»Fra en sårbar selvskadende pige til dansk konvertit, der ryger på alle landets forsider, da hun som 15-årig bliver anholdt for besiddelse af sprængstoffer og tilknytning til Islamisk Stat.«

Kundby-sagen

Januar 2016: Politiet anholdt en 15-årig pige, som blev sigtet for besiddelse af sprængstoffer og for billigelse af terror. Samtidig blev en 24-årig mand anholdt.

Marts 2016: De to blev sigtet for at planlægge angreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København.

Februar 2017: Politiet frafaldt sigtelsen mod den da 25-årige mand. Den da 16-årige tiltaltes for forsøg på terror og for vold mod en pædagog.

April 2017: Retssagen mod den nu 17-årige pige kører ved Retten i Holbæk. Hun nægter sig skyldig i terrorplaner.

Sådan står der på forsiden af en tekst, som har fået titlen ”Vejen til jihad”. På forsiden står desuden: »Dette er fortællingen om Kundby-pigen, (Pigenavn, red.) Kashef El-Hussein.«

Kundby-pigen for retten: »Jeg ville bare virke interessant«

Teksten er fundet på en computer, som har tilhørt Kundby-pigen, NC, da hun var på institutionen i Grenaa. Filnavnet er ”biografi”.

Efternavnene Kashef og El-Hussein har pigen taget dels fra internettet og dels fra Omar El-Hussein, manden der i 2015 angreb Krudttønden og den jødiske synagoge i København.

»Jeg så Omar El-Hussein som endnu en bror, jeg havde fået. Jeg besluttede mig for at besøge hans grav og hans gamle blok, Mjølnerparken, for at bede for ham,« lyder det i teksten, som pigen i retten erkendte at have skrevet.

Sandheder og løgne

NC sagde i retten, at hun ikke mente de ting, der står i biografien. I hvert fald ikke de dele, som handler om at ville angribe Sydskolen i Fårevejle og den jødiske skole Carolineskolen i København. Det er løgn og overdrivelser. Det er fiktion, sagde hun. Andre ting er sande.

Som passagen, hvor hun køber kemikalier i Matas, så hun kan fremstille sprængstoffet TATP. Eller passagen, hvor hendes forhenværende lærer beroliger hendes gamle klassekammerater og siger, at NC altså ikke har i sinde at begå jihad.

Men følgende passage, som anklager Kristian Kirk læste op i retten, er derimod ikke sand, sagde NC.

Kundby-pigen (th.) og hendes forsvarer Mette Grith Stage (tv.) i Retten i Holbæk. Tegning: Rasmus Sand Høyer

»Jeg fik ham til at tage op på skolen og fylde dem alle sammen med en stor joke. Bombetruslerne var ikke bare for at true. De havde grund til at frygte.«

Sedler fundet i Kundby-piges hjem: »Brødrene fra Raqqa kan muligvis komme og hjæ

Kristian Kirk fortsatte med at oplæse eksempler fra biografien, hvori NC har skrevet om jihad og sympati med Islamisk Stat. Lige indtil NC afbrød ham.

»Jeg kan ikke forstå, hvorfor du bliver ved med at læse det der op. Du kan ikke bruge den (biografien, red.) til noget. Det er jo alt sammen løgn!«

»Det kan godt være, du ikke kan bruge det, (Pigenavn, red.). Men det kan jeg godt,« svarede Kristian Kirk prompte.

NC’s forvarer, Mette Grith Stage, læste også op fra biografien, da det blev hendes tur til at stille NC spørgsmål. Hun læste en passage op, hvor NC skrev om at flygte fra det danske politi, ud i Københavns Lufthavn og om bord på et fly til Tyrkiet.

»Er det sandt?« spurgte Mette Grith Stage.

»Nej,« svarede NC.

Gik efter og stak pædagog

Anklager Kristian Kirk spurgte NC ind til håndskrevne breve, som er blevet udvekslet mellem hende og en ung mand, der ligesom NC var placeret på institutionen i Grenaa. I brevene har NC bl.a. skrevet, at »Islamisk Stat er dem, Allah har kærest«, og hun har i brevene fastholdt sine synspunkter, selv om den unge mand forsøgte at overbevise hende om det modsatte. Også indholdet i de breve, sagde NC ved torsdagens retsmøde, er løgn. Det var »bare for at spille hård og interessant«, sagde hun.

Navneforbud ophævet i Kundby-sagen

Tirsdag, på den første retsdag, havde NC erkendt sig skyldig i at have stukket en pædagog på sin institution med et skår fra et spejl. Torsdag forklarede hun, at hun var vred på pædagogen efter en diskussion aftenen inden. Det fik hende til om morgenen at smadre et make up-spejl og binde tape om et skår. Ved en idrætsaktivitet gik hun med skåret i ærmet efter pædagogen ind i et boldrum, hvor hun stak ham.

Fredag afhøres vidner, herunder NC’s mor og NC’s forhenværende lærer.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Biler
Kia Optima Plug-in Halvkedelig hybrid
Mange ting er nærved og næsten ved den nye Kia Optima Plug-in Hybrid, men den når ikke helt i mål. Det er ærgerligt, for den har faktisk potentiale til at være en fin bil. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her