*

Politi og retsvæsen

Yahya Hassan anholdt for at skyde 17-årig

Digteren Yahya Hassan er anholdt og sigtet i forbindelse med et skyderi i Aarhus, hvor en 17-årig dreng blev såret i foden. Han nægter sig skyldig.

Endnu engang er der kraftig røre om den unge digter Yahya Hassan.

Han er ved grundlovsforhøret i Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet i fire uger. Yahya Hassan har kæret kendelsen.

Den 20-årige debattør og tidligere folketingskandidat blev natten til mandag anholdt efter et skyderi i Aarhus, hvor en 17-årig dreng blev ramt i foden.

Yahya Hassan mødte op i retten iført sort joggingtøj og sorte badetøfler. Her blev han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor Jyllands-Posten var til stede. Han er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og for »kvalificeret vold« ved at have affyret fem skud med en pistol, hvoraf ét ramte den 17-årige. Strafferammen går op til seks års fængsel.

Yahya Hassan nægter sig skyldig.

Af hensyn til politiets videre efterforskning var dørene lukket i sagen.

Det var en »uoverensstemmelse« mellem Yahya Hassan og den 17-årige, der søndag aften førte til, at der blev afgivet skud ved butikstorvet i boligkvarteret Kappelvænget i Aarhus Vest.

Den 17-årige blev ramt i foden, men er uden for livsfare og blev udskrevet fra skadestuen senere samme aften.

Politiet fik anmeldelsen om skyderiet kl. 20.51, og kort tid efter ankom den 17-årige til skadestuen. Klokken 02.53 blev Yahya Hassan anholdt på en adresse i Rønde-området.

Ved grundlovsforhøret, som begyndte kl. 13.00, bad politiet om lukkede døre. Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen, oplyser efterforskningsleder og fungerende politiinspektør Carit Andersen.

»Jeg kan ikke fortælle, hvem vi har siddende. Det gør vi aldrig. Jeg kan kun sige, at vi har anholdt en 20-årig, ung mand fra Aarhus-området, som skal fremstilles i grundlovsforhør,« sagde Carit Andersen til Jyllands-Posten tidligere mandag.

Skudepisoden fik søndag aften politiet til at rykke massivt ud til området omkring Kappelvænget, fortæller et øjenvidne.

Benny Lind, der er freelancefotograf for siden alarm112midtjylland.dk, oplyser, at mellem 15 og 20 politibetjente troppede op og afspærrede et større område. Ifølge Benny Lind var flere forskellige indvandrergrupperinger til stede i området i nat.

Blå bog

Yahya Hassan

  • Født 1995 i Aarhus.
  • Optaget på Forfatterskolen i 2013. Udgav kort efter digtsamlingen ”Yahya Hassan”, som siden er solgt i mere end 100.000 eksemplarer. Han er på vej med en ny digtsamling, der efter planen skal komme til efteråret.
  • Folketingskandidat for Nationalpartiet i 2015. Stillede op til valget i juni 2015 som løsgænger. Forlod partiet/blev ekskluderet i februar.
  • Yahya Hassan har modtaget priserne Årets Debutant, Politikens Litteraturpris, Weekendavisens litteraturpris, samt Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris.
»Der var en meget, meget ond og trykket stemning derude, og politiet var meget på stikkerne,« siger han til Jyllands-Posten.

De seneste uger og dage har Yahya Hassan lagt flere foruroligende videoer og billeder ud på sin Facebook-profil, som følges af næsten 120.000 personer.

Lørdag uploadede han en video, hvor han kommer op at slås med en gruppe unge mænd. Dagen efter delte han en video, hvor han ringer og truer den såkaldte "krigsminister" fra banden Black Army. 

Desuden viser en uverificeret video, som har floreret på Youtube siden i går, angiveligt selve skudepisoden i Kappelvænget. I den mørke video ser man en person, angiveligt Yahya Hassan, råbe af en anden person, der filmer med en mobiltelefon:

»Jeg pløkker dig! Jeg pløkker dig, mand! Smid den! Eller jeg pløkker dig nu! Smid den!« råber manden, der lyder som Yahya Hassan.

Derefter høres et smæld, der kan være et pistolskud, hvorefter videoen slutter.

Personen, der filmer er angiveligt Tolunay Yildiz. Han fortæller i et interview med Ekstra Bladet, at det er ham, Yahya Hassan er sigtet for at have skudt i foden. Til Ekstra Bladet fortæller han:

»Jeg ser en grim mand komme imod mig og tænker, hvem er det - og så ser jeg, at han har en pistol,« siger Tolunay Yildiz til Ekstra Bladet.

Derfor skulle han have taget sin mobiltelefon frem og begyndt at filme. Ifølge Tolunay Yildiz skulle Yahya Hassan have affyret fem skud mod ham, hvoraf to ramte ham i foden.

Over for Ekstra Bladet afviser han at skulle have nogen forhistorie med Yahya Hassan, eller være en del af bl.a. Black Army som Yahya Hassan, via sin Facebook-profil, har erklæret krig imod.

11. marts lagde Yahya Hassan et billede op på Facebook, hvor han iført knallerthjelm holdt en revolver. »Aktion,« skrev han.

Nationalpartiet har ekskluderet Yahya Hassan efter anholdelse

Det er kun lidt over en måned siden, at Yahya Hassan blev ekskluderet fra Nationalpartiet, hvor han var folketingskandidat. Forinden var den unge digter blevet anholdt for narkokørsel efter en hasarderet biljagt mellem Aarhus og Randers. Han blev senere løsladt og afviste alle anklagerne imod sig.

Livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste har tidligere beskyttet Yahya Hassan døgnet rundt, men da folketingsvalget blev udskrevet sidste år, frabad han sig beskyttelsen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce
Biler
Guide til de hemmelige bilnyheder
Der er meget hemmelighedskræmmeri omkring kommende modeller. Vi har jagtet en af de mest hemmelige – og fundet den. 
Se flere
Bolig
Sådan skabte familien Lykke en strandvejsvilla, der forandrede familiens liv
Familien Lykke boede i otte år i deres hus ved Strandvejen i Køge, før de opførte den tilbygning, som forvandlede et småt og ordinært hus til et rummeligt og moderne hjem. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her