*

 

Politi og retsvæsen

Lækket liste fra IS belaster tiltalt i dansk terrorsag

Ifølge Politiken er 23-årig mand blandt 12 danskere på lækket liste over personer, der har sluttet sig til IS.

En omfattende læk af fortrolige dokumenter fra Islamisk Stat, IS, belaster nu hovedpersonen i Danmarks første retssag om en persons tilslutning til den ekstremistiske bevægelse.

Det skriver Politiken.

Lækagen, som flere internationale medier omtalte i sidste uge, rummer 22.000 dokumenter med blandt andet spørgeskemaer, som mindst 1736 IS-krigere har udfyldt for at blive indrulleret i bevægelsen.

Hidtil er to danske dæknavne blevet nævnt i forbindelse med lækagen, men i dokumenterne optræder hele 12 danske krigere, skriver Politiken. Avisen har kunnet bekræfte identiteten på mindst syv af dem.

Blandt dem er den 23-årige tyrkiskdansker EC, der i december som den første hidtil i Danmark blev tiltalt efter den såkaldte terrorparagraf for at lade sig hverve af Islamisk Stat til at begå terrorhandlinger.

Sagen kan koste den tiltalte statsborgerskabet og seks års fængsel og desuden få principiel betydning for fremtidige retssager mod danske syrienkrigere.

Ifølge dokumentet ankom EC til Islamisk Stats territorium 2. september 2013, nogle måneder efter at han ifølge tiltalen rejste til Syrien. I spørgeskemaet angives EC's funktion som "kriger", dog uden at have kamperfaring.

De nye oplysninger kan blive vigtige i den kommende retssag, vurderer professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard:

- Dommere skal bruge deres erfaring og sunde fornuft til at afgøre kvaliteten og vægten af et bestemt bevis. Retten vil så anlægge en helhedsvurdering, og i den forbindelse kan det sagtens tænkes, at oplysningerne i IS-dokumentet vil være egnet til at underbygge tiltalen, siger Jørn Vestergaard til Politiken.

Statsadvokat i København Lise-Lotte Nilas ønsker ikke at kommentere de nye oplysninger i sagen, men har tidligere sagt til Politiken, at anklagemyndigheden "mener at kunne bevise, at tiltalte har ladet sig hverve til en terrororganisation".

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Siden borgerkrigen i Syrien brød ud i 2012, er mindst 125 danske personer rejst til konfliktområderne.

I 2012 og 2013 var trafikken af syrienfarere nærmest i eksplosiv stigning, men antallet af rejsende er ifølge PET faldende. Til gengæld bliver de udrejste længere tid i konfliktzonen, de er yngre og tilslutter sig nu i overvejende grad Islamisk Stat, IS, hvor de førhen især rejste til al-Qaeda-relaterede grupper.

PET vurderer, at syrienfarerne – der i øvrigt også drager til Irak – udgør den væsentligste faktor i terrortrusselsbilledet i Danmark.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her