*

Politi og retsvæsen

Fængslet fynbo erkender at stå bag brand mod klubhus

Videomateriale fra klubhus i Dalum er så stærkt, at en sigtet mand har valgt at tilstå brandstiftelse.

Fyns politi har fået en tilståelse fra en 41-årig mand, som er mistænkt for at stå bag flere påsatte brande. Manden har tilstået, at det var ham, som midt i februar satte ild til et klubhus tilhørende Dalum IF.

Efterforskningsleder Henrik Justesen fortæller, at manden valgte at tilstå på baggrund af overvågningsvideo fra stedet.

- Vi har forevist ham en video fra området derude. Han erkender, at det er ham, der er på den video, og i den forbindelse tilstår han branden, siger Henrik Justesen.

Manden har siddet fængslet i knap fire uger. Retten i Odense valgte at fængsle ham på baggrund af fire andre sigtelser om brandstiftelse og for en sigtelse om blufærdighedskrænkelse. Politiet mener, at manden har blottet sig.

Tilståelsen omkring branden i Dalum gør, at manden nu bliver sigtet for yderligere ét tilfælde af brandstiftelse.

Henrik Justesen fortæller, at den 41-årige har meddelt, at han frivilligt vil lade sin varetægtsfængsling forlænge. Fristen for fængslingen ville ellers udløbe fredag i denne uge.

Manden nægter sig fortsat skyldig i sigtelserne for de fire brande, som han oprindeligt blev sigtet for. I den kommende tid skal politiets efterforskning kaste nærmere lys over den side af sagen. Og videoovervågning bliver en central del af efterforskningen.

- Inden vi havde ham, var det mere mystiske mænd, vi kiggede efter. Nu ved vi, hvem vi skal kigge efter, siger Henrik Justesen.

Ifølge efterforskningslederen indgår der også en del tekniske undersøgelser i politiets efterforskning.

- De tekniske undersøgelser drejer sig om, hvad vi har fundet under ransagningen, og hvad vi har fundet på brandstederne. Og er der nogen af de ting, som vi kan sammenkoble, siger han.

Fyns Politi efterforsker i omegnen af 20 påsatte brande. Blandt andet har brandene ramt Odense Roklub, OB's klubhus og restaurant Carlslund.

Den 41-årige er fængslet for at stå bag fire brande i november og december. Det drejer sig blandt andet om en brand mod Dyrup Kirke.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland

Mere leg eller mere læring?

Jyllands-Posten har spurgt forældre og personale i daginstitutionen Dragen i Skanderborg, om der er brug for mere leg og mindre læring.
Annonce
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere
Fra ingen til 126 anmeldelser om løsnede hjulbolte
Siden årsskiftet har 126 bilejere anmeldt løsnede hjulbolte til Østjyllands Politi, som har svært ved at gøre noget ved problemet. Autoværksteder i Aarhus melder om et stigende salg af låsebolte. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her