*

 

Politi og retsvæsen

Politiet opgiver 20 mulige drabssager mod sygeplejerske

På grund af manglende beviser har politiet frafaldet sigtelse om et fjerde drab mod drabstiltalt sygeplejerske og indstillet efterforskningen af 20 patienters dødsfald.

Ifølge en statistik fra anklageren steg antallet af dødsfald markant på en afdeling på Nykøbing F. Sygehus, efter den 31-årige sygeplejerske blev ansat, og faldt igen markant, da hun stoppede. Arkivfoto

Der gik kun få timer, efter at den 31-årige sygeplejerske havde fået fri fra sin nattevagt den 28. februar sidste år, før overlægen ringede til politiet og bad dem køre ud til Nykøbing Falster Sygehus.

Her var to patienter døde i løbet af natten, og en tredje patient, en 72-årig kvinde, var pludselig ikke længere kontaktbar.

Personalet havde mistanke om, at den 72-årige patient var blevet forgiftet, og efter patienten havde fået modgift, ringede overlægen til politiet.

I opkaldet forklarede han, at han troede, at sygeplejersken havde dræbt patienterne.

Det blev begyndelse på et forløb, som sygeplejersken selv sidenhen i et offentligt brev har kaldt for »et sandt mareridt«.

Tiltalt for tre drab

Hun har det seneste år siddet varetægtsfængslet i en omdiskuteret sag, hvor hun er tiltalt for at have forsøgt at dræbe den 72-årige kvinde og for de påståede drab på i alt tre andre patienter.

Drabstiltalt

Dødsfaldene

  • Den 31-årige sygeplejerske er tiltalt for drabene på tre patienter mellem den 4. marts 2012 og den 28. februar 2015 under kvindens vagter på Nykøbing Falster Sygehus.
  • Patienterne blev ifølge anklageren dræbt ved en overdosis.
  • Sygeplejersken er ligeledes tiltalt for et drabsforsøg på en fjerde patient, der blev reddet af andet personale.
  • Hun er bl.a. også tiltalt for at give sin dengang syvårige datter sovepiller, der var beregnet til voksne, misbrug af sin stilling og fejlbehandling af patienter, der medførte deres død eller risiko herfor.

Det skulle ifølge anklageren være sket mellem den 4. marts 2012 og frem til nattevagten den 28. februar sidste år.

Fredag indledte Retten i Nykøbing Falster sagen mod sygeplejersken, der nægter sig skyldig i alle tiltaler.

Hun er ud over at være tiltalt for tre drab og et drabsforsøg også tiltalt for en række mindre forbrydelser. Det tæller bl.a. besiddelse af en ulovlig mobil i fængslet, tyveri af medicin fra sin arbejdsplads og overtrædelse af autorisationsloven ved at give sin dengang syvårige datter sovepiller, der var beregnet til voksne.

Frafalder drabssigtelse

Der blev under den første retsdag ikke indkaldt nogen af sagens i alt 70 vidner eller fremlagt konkrete beviser i sagen, der forventes at fortsætte indtil slutningen af juni.

Derfor hørte retten og de mange tilhørende fredag ikke fra sygeplejersken selv, der iført sorte bukser, en grå cardigan og en hvid trøje virkede tynget under hele retsmødet. Her sad hun med et stift blik og kiggede ud i luften i retning af de tre dommere – kun afbrudt af nogle få blikke over mod de otte nævninge.

Herfra lyttede hun til anklageren, Michael Boolsen, der tidligt på dagen forklarede, at politiet har valgt at frafalde sigtelsen om endnu et drabsforsøg i januar sidste år, som sygeplejersken tidligere var anklaget for at have begået. Samtidig opgiver anklageren at rejse tiltale om en patients dødsfald i 2012.

»Jeg har her til morgen forkyndt over for den tiltalte, at sigtelsen for forsøg på manddrab er frafaldet, og at efterforskningen af et drab i 2012 er indstillet,« sagde han i retten.

Anklageren fremviste også fotos fra sygehuset og læste op fra en række patientjournaler og retskemiske undersøgelser.

Det har tidligere været fremme, at politiet efterforskede yderligere 10 mistænkelige dødsfald for at afklare, om sygeplejersken var involveret i dødsfaldene.

Fredag forklarede anklageren, at flere pårørende sidenhen har henvendt sig til politiet, der valgte at udvide efterforskningen til omkring 20 potentielle drabssager. Men politiet har på grund af manglende beviser opgivet at fortsætte efterforskningen af de 20 sager.

»Vores opfattelse er, at det ikke vil være muligt at føre beviser for de sager, og at det ikke vil føre til noget at fortsætte efterforskningen. Vi kan heller ikke sige, om der overhovedet er noget,« sagde han efter retsmødet.

Forsvareren Jørgen Lange påpegede, at anklageren under forelæggelsen af sagen glemte at nævne, at enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode.

»Det kom vi ikke rigtigt ind på, men jeg tror, at det var en forglemmelse.«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce
Biler
Årets Bil 2017: Her er kandidaterne til årets bilpris
Kåringen af Årets Bil i Danmark byder på godt 20 bilnyheder, der alle er på jagt efter at vinde hæderen. For første gang kan det blive en SUV, der løber med sejren, men hybridbilerne lurer. 
Se flere
Bolig
Hvorfor trækker byggesager ud i nogle kommuner?
I to kommuner tager det kun fire dage, mens det i en anden kommune tager hele 101 dage at få en byggetilladelse, men hvorfor er der så stor forskel på sagsbehandlingen i kommunerne? 
Se flere
Viden
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her