*

 

Politi og retsvæsen

Skibsinspektør tvinges i retten om Scandinavian Star

Københavns Byret holder retsmøde 16. marts med den pensionerede skibsinspektør Flemming Thue Jensen.

En pensioneret skibsinspektør tvinges nu til at svare på politiets spørgsmål om brandene på færgen Scandinavian Star.

Flemming Thue Jensen indkaldes til en afhøring i Københavns Byret om få dage.

Det bekræfter specialanklager Jakob Buch-Jepsen i Københavns Politi fredag over for Ritzau.

Den tidligere embedsmand i Søfartsstyrelsen skal møde i Københavns Byret 16. marts, oplyser han.

- På foranledning af den norske anklagemyndighed har vi bedt Københavns Byret om at foretage en indenretlig afhøring, siger Jakob Buch-Jepsen.

Skibsinspektøren stod for nylig frem i medierne og fortalte om sine mistanker i sagen om katastrofen i april 1990. 159 mennesker mistede livet på grund af brand på færgen.

Men han pointerede, at han ikke ønskede at udtale sig til det norske politi om sagen. Årsagen er manglende tillid.

Forleden spurgte danske betjente Thue Jensen, om han ville besvare spørgsmål, men det ønskede han ikke.

Næste skridt er altså indkaldelsen til den såkaldt indenretlige afhøring. Det indebærer, at en dommer overværer afhøringen og dikterer svarene til retsbogen.

Norske politifolk vil være til stede under retsmødet, oplyser specialanklageren.

Imidlertid skal offentligheden ikke kunne følge med i spørgsmål og svar, hvis det står til anklagemyndigheden.

- Vi vil fremsætte begæring om, at det foregår bag lukkede døre, siger Jakob Buch-Jepsen.

Også tidligere har dansk politi hjulpet de norske kolleger. For eksempel med at få ransaget hjemme hos Mike Axdal fra den danske støttegruppe.

Forleden stod Flemming Thue Jensen frem i blandt andet Politiken og på et pressemøde i Oslo. Her fortalte han, at han mistænker besætningsmedlemmer for at være brandstiftere.

Han var Søfartsstyrelsens hovedundersøger og besigtigede den brandskadede færge, da den var blevet slæbt til kaj i den svenske by Lysekil.

Thue Jensen har fortalt, at han i to tilfælde i 1990 fortalte norske efterforskere om sin mistanke, men at han aldrig blev indkaldt til afhøring.

Også en anden tidligere embedsmand fra Søfartsstyrelsen, Knud Skaareberg Eriksen, har fortalt, at han gav norsk politi navnene på fire besætningsmedlemmer, som kunne mistænkes.

Heller ikke denne oplysning tog norsk politi ifølge Eriksen alvorligt.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce
Biler
Årets Bil 2017: Her er kandidaterne til årets bilpris
Kåringen af Årets Bil i Danmark byder på godt 20 bilnyheder, der alle er på jagt efter at vinde hæderen. For første gang kan det blive en SUV, der løber med sejren, men hybridbilerne lurer. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her