*

Kommunalvalg
Politi og retsvæsen

22-årig mand dræbt af skud i Mjølnerparken − 19-årig såret

Der er igen torsdag eftermiddag blevet affyret skud i København, hvor en ung mand er afgået ved døden.

En 22-årig mand blev torsdag bandekonfliktens tredje dødsoffer i hovedstadsområdet på seks måneder. Over 20 personer er blevet ramt af skud. Foto: Jens Dresling

En 22-årig mand er afgået ved døden, efter han torsdag eftermiddag blev ramt af skud i Mjølnerparken i København.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

Her skriver politiet desuden, at den afdøde er kendt af politiet og »tidligere truffet i selskab med den lokale bandegruppering«.

I forbindelse med skyderiet blev en 19-årig samtidig ramt af strejfskud, lyder det fra politiet.

Jyllands-Postens kriminalreporter Michael Thykier befandt sig i Mjølnerparken en halv time efter skudepisoden.

Her overværede han bl.a., hvordan betjente afhørte en gruppe unge piger på ca. 10-14 år. Pigerne havde forinden set to maskerede personer i sort tøj komme kørende på en knallert i boligområdet.

Politiet rykkede massivt ud til alarmopkaldet om endnu et skyderi i Mjølnerparken på Nørrebro. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Foran opgangen, hvor faderen til det ene skudoffer angiveligt bor, havde en større gruppe mennesker samlet sig. Mænd og kvinder diskuterede højlydt. Flere af kvinderne råbte, mens andre græd, fortæller Michael Thykier.

»Der var en klemt stemning og meget politi derude. Jeg talte selv over 10 politibiler, og derudover flere civile politibiler,« siger han.

Endnu engang: Københavns Politi forlænger visitationszone

Der har den seneste tid været en række skudepisoder i København, og for blot en dag siden blev en 25-årig mand med banderelationer ramt af skud i Griffenfeldsgade på Nørrebro. Netop Griffenfeldsgade ligger i det område, hvor banden Loyal to Familia (LTF) holder til. LTF har siden foråret været i blodig konflikt med bl.a. banden Brothas, der holder til i Mjølnerparken.

Det er endnu ikke oplyst, hvilken bande torsdagens skudoffer havde tilknytning til.

Politiet arbejder i Mjølnerparken på Nørrebro efter torsdagens skudepisode, der kostede en 22-årig mand livet. Foto: Jens Dresling

Drabet er bandekonfliktens tredje skuddrab i Københavnsområdet, siden juni. Den 31. oktober blev en person dræbt og to andre såret, da der blev affyret flere skud på Tagensvej ved Mjølnerparken. Alle tre havde tilknytning til banden Brothas.

Overblik: De seneste skudepisoder i København

Den 3. november om natten blev en 20-årig mand ramt af skud, da han kom kørende i sin bil i krydset mellem Åkandevej og Ruten i bydelen Tingbjerg nordvest for København. Han døde senere på dagen af sine kvæstelser.

Over 20 mennesker - både tilfældige uskyldige og kendte bandemedlemmer - er desuden blevet såret i de talrige skudepisoder, siden konflikten for alvor blussede op i juni.

Derudover blev den kun 16-årige Servet Abdija likvideret af seks skud foran sit hjem i Ragnhildgade 48 på Østerbro den 16. oktober. Det er dog ikke politiets opfattelse, at dette − endnu uopklarede − drab har forbindelse til bandekonflikten.

Obs: Grafikken er endnu ikke opdateret med de seneste to dages skyderier.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Rødvin er for drenge, portvin er for mænd
Portvinens historie er lang og broget. Den står på skuldrene af utallige blodsudgydelser mellem England og Frankrig, hvilket portvinsekspert Henrik Oldenburg beretter om i ny bog. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her