Chokeret minister kræver kulegravning
Justitsministeriet lagde i 1980'erne hindringer i vejen for at få opklaret et røveri begået af Blekingegadebanden, tyder nye papirer på. Ministeren er chokeret og kræver oplysningerne frem.
"Jeg er meget chokeret over at høre de oplysninger om, at man i 1980'erne ikke tog det alvorligt og ikke gjorde alt, hvad man kunne for at få fat i de terrorister, som hærgede det danske samfund med bankrøverier, terrorplaner og til sidst mord," siger justitsminister Brian Mikkelsen (K) til Radioavisen.
Han forventer, at oplysningerne vil være en del af den længe ventede PET-undersøgelse, som ventes offentliggjort i starten af det nye år.
"Hvis ikke den har det med, skal vi have det undersøgt til bunds, for det er meget chokerende oplysninger, hvis det er sådan, at nogen myndigheder på nogen måde har været med til at sørge for, at terrorister kunne få frit spil. For det var jo datidens terrorister, det som banden stod for. Jeg forventer klart, at PET-undersøgelsen har det med. Det skal undersøges til bunds," siger ministeren.
Tørre tårer
Sagen handler om to palæstinensere, som i 1983 blev tilbageholdt i Paris i forbindelse med millionrøveriet mod en bank i Lyngby. Lyngby politi ønskede at få de to, som var i besiddelse af 6 mio. danske kr., udleveret til Danmark, men Justitsministeriet satte sig imod.
Forfatteren Peter Øvig Knudsen har beskrevet forløbet i sine bestsellerbøger om Blekingegadebanden, men kunne i bøgerne kun gisne om forklaringen. Nu har han fundet nye dokumenter om sagen. I et notat fra 1983 skriver Henning Fode, som var sagsbehandler, blandt andet, at hvis de to skulle opnå betinget løsladelse, inden undersøgelsen var afsluttet, ville det danske justitsministerium græde tørre tårer.
Henning Fode har senere været både chef for PET, rigsadvokat og er nu dronningens kabinetssekretær.
Peter Øvig Knudsen udlægger ifølge DR Nyheder udsagnet som en klar indikator på, at Justitsministeriet helst ville undgå at få de to til Danmark.
Drab kunne have været undgået
Jørn Moes, som ledede efterforskningen mod Blekingegadebanden, mener, at Henning Fode og Justitsministeriet skylder en forklaring. Det er hans vurdering, at det senere drab på politibetjenten Jesper Egtved Hansen kunne have været undgået, hvis Lyngby Politi havde fået de to palæstinensere udleveret.
"Man har trukket Lyngby Politi rundt i manegen om nogle ting, der kunne have været gjort ganske anderledes og i sidste ende have medvirket til, at vi kunne have undgået et drab. Tilsyneladende har nogen siddet med en viden, som de har holdt for sig selv eller i en snæver kreds. Jeg synes, de skal lægges frem nu," siger han til Radioavisen.
Jørn Moos er overbevist om, at Justitsministeriet var imod udlevering af palæstinenserne af frygt for, at Danmark dermed kunne blive terrormål for organisationer som den palæstinensiske terrorgruppe PFLP.

To ud af tre danskere støtter sen abort ved handicap

København i overhalingsbanen
Rejsekortet er på kanten med loven
Forbrugerombudsmanden kritiserer Rejsekort A/S. Læs artikel
Ekspræsident udleveres til USA
USA har fået udleveret en ekspræsident, der tiltales for hvidvaskning af stort millionbeløb. Læs artikel
Frygt for uroligheder efter drab
Guld til FCM’s danske besætning
Tvis Holstebro var aldrig tæt på at presse FC Midtjyllands kvinder. Læs artikel
Brande og stenkast i flere svenske byer


