Fortsæt til indhold
Indland

20 personer er anholdt ved karneval i Aalborg

En person har tildelt en betjent en skalle, og flere andre er anholdt for gadeuorden og vold under karneval.

Ritzau

Politiet i Aalborg har anholdt 20 personer i forbindelse med karnevalet i den nordjyske hovedstad, oplyser Nordjyllands Politi på Twitter lørdag aften.

Størstedelen af anholdelserne er for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men der har også været tilfælde af vold.

Blandt andet er en politibetjent blevet tildelt en skalle i forbindelse med en anholdelse ved Vesterbro Bodega, hvor der var opstået et slagsmål. Det har resulteret i en sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion.

- Men den pågældende betjent er ikke kommet alvorligt til skade, siger Christian Brinck, der er politiets presseansvarlige under karnevalet, til Ritzau.

Nordeuropas største

To personer blev tidligere lørdag anholdt på Badehusvej nær Aalborg centrum, da de kom gående iført ørkenuniformer, som tilhører forsvaret.

Derudover har der været den sædvanlige småtumult, som næppe kan undgås, når mange tusinde berusede mennesker er samlet, oplyser politiet.

Flere personer har desuden pådraget sig snitskader og rifter fra glasskår.

Festlighederne ved karnevalet, der er Nordeuropas største, fortsætter formentlig til ud på natten i blandt andet Kildeparken midt i byen.

Politiet forventer, at der i løbet af søndagen vil indløbe en del anmeldelser fra personer, som først opdager, at de har fået stjålet deres mobiltelefon eller pung, når de vågner med tømmermænd.

Ved sidste års karneval anholdt politiet i alt 19 personer.