Politiet efterlyser vidner til skyderi
<p>Politiet har ingen anelse om, hvorfro der blev affyret op mod fem skud tirsdag aften.</p>
Sent tirsdag aften fik Københavns Politi en anmeldelse om, at der var blevet affyret fire-fem skud på Ramsingvej i Valby.
Da politiet ankom kort efter, fandt man ingen ofre for skuddene, men vidner har set fire biler køre hurtigt væk fra stedet mod Vigerslev Alle.
Samtidig fandt politiet efterfølgende syv patronhylstre i området ved Ramsingsvej/Høfdingsvej.
Ved ikke hvorfor der blev skudt
"Vi har på nuværende tidspunkt ikke nogen viden om, hvorfor der blev skudt, men Københavns Politi efterforsker de tekniske spor. Vi vil være taknemmelige for henvendelser fra borgere, der enten har overværet skyderiet eller er i besiddelse af oplysninger om baggrunden for skyderiet," siger vicepolitikommissær Kim Refshammer, Station City, Københavns Politi.
Skyderiet skete kl. 23.45. Man kan kontakte Københavns Politi, Station City, på tlf. 114.