97 renset for mistanke om pædofilioverfald
Trods svar på 97 dna-prøver har Fyns Politi ikke fundet frem til gerningsmand bag grove sexoverfald på piger.
Fyns Politi har nu fået svar på 97 dna-analyser i forbindelse med en sag, hvor to piger på 10 og 11 år ved forskellige lejligheder blev udsat for seksuelle overgreb af en fremmed mand.
I forbindelse med efterforskningen har politiet sikret biologisk materiale og udarbejdet en dna-profil på gerningsmanden. Desværre er der ingen af de 97 dna-prøver, som politiet efterfølgende har indsamlet, der matcher gerningsmandens profil.
Vicepolitiinspektør Henrik Justesen oplyser, at man har foretaget et såkaldt mundskrab hos 127 personer med henblik på at få udarbejdet en dna-profil.
30 prøver er ikke undersøgt
Dermed er det endnu ikke udelukket, at ordensmagten kan finde frem til gerningsmanden, da 30 prøver endnu ikke er undersøgt. Derudover bliver der løbende optaget nye mundskrab.
- Der bliver foretaget mundskrab hver dag. Så længe vi har nogen, der er kastet mistanke mod, så retter vi henvendelse til dem, siger Henrik Justesen til Ritzau.
De 127 mænd, som er blevet dna-testet i forbindelse med efterforskningen, har alle indvilget i at lade politiet foretage et mundskrab på dem.
Ud over dna-analyserne, som bliver foretaget i København, arbejder Fyns Politi på højtryk med at gennemgå de mange henvendelser, som man har modtaget i sagen. Det drejer sig indtil videre om 1500.
De to piger blev forulempet henholdsvis den 26. oktober i Øster Skerninge og den 14. november i Refsvindinge på Fyn.
I begge tilfælde har gerningsmanden kørt i en bordeauxfarvet personbil og har bortført pigerne, hvorefter han har forgrebet sig seksuelt på dem.
Ud over pigernes beskrivelse af manden og fremgangsmåden ved overgrebene peger dna-spor på, at der er tale om den samme gerningsmand.
Retsgenetiske analyser af biologiske spor har nemlig fastslået, at manden bag de to overfald med meget stor sandsynlighed er en og samme person.