Fortsæt til indhold
Indland

Falske betjente berøvede bilist

Endnu en bilist er blevet standset af falske betjente.

En mand blev mandag morgen standset af en bil, han troede var en civil politibil på Vardevej ved Assing syd for Herning.

Bilen kørte bag ved manden og havde et blåt blink, som blev brugt til at få bilisten til at holde ind ved en rasteplads. To mænd steg ud af bilen, og den ene bad på gebrokkent dansk om at se bilistens kørekort.

Idet bilisten fandt sin pung frem og hev kørekortet ud, tog manden hele pungen. Bilisten blev hevet ud af sin bil, og den anden af de to gerningsmænd satte sig ind på bilens passagersæde, hvor han tog en bærbar computer.

Bil udbrændt

Gerningsmændene kørte fra stedet i den bil, de var ankommet i, og den har politiet senere fundet udbrændt i nærheden, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Kjeld Nedergaard, til Jyllands-Posten.

Der var tale om en beskidt blå personbil. Politiet har endnu ingen anholdte, og den ene gerningsmand beskrives som cirka 180 cm høj, usoigneret, mørkhåret og iklædt mørkeblåt beskidt tøj, der muligvis er arbejdstøj.

Den anden gerningsmand har politiet ikke noget signalement af.

Spørg om id

Vagtchef Kjeld Nedergaard beskriver røveriet som utroligt frækt, og han råder borgere til at spørge betjente om at vise det identifikationsskilt, som alle betjente har på sig, hvis de er i tvivl om, hvorvidt en betjent er ægte eller ej.

En anden bilist blev ligeledes mandag morgen standset af to formentlig falske betjente på Sjælland. De havde blåt blink på deres sorte Audi og lyste på bilisten med lommelygter uden dog at foretage sig yderligere.

"Vi optræder jo både i uniform og civil, og hvis man er i tvivl om, hvorvidt nogle betjente i civil er reelle, vil jeg råde borgere til at bede om at se et politiskilt. I det konkrete tilfælde fra i morges er det nok gået så hurtigt, at han ikke har kunnet nå det, men man bør have disse episoder i baghovedet, hvis man bliver standset af civilt politi," siger Kjeld Nedergaard.