Mand knivdræbt på diskotek i København
Et knivdrama i de tidlige morgentimer har lørdag kostet en mand livet.
En mand har mistet livet, efter han i de tidligt lørdag morgen blev stukket adskillige gange i maven med en kniv. Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.
Overfaldet fandt sted i det indre København.
Manden blev efter overfaldet kørt til traumecentret på Rigshospitalet.
Overfaldet skete efter alt at dømme på et proppet musiksted på Flæsketorvet på Vesterbro.
Ingen anholdte
Der er ingen anholdte i sagen, og afhøringerne af gæsterne og personalet har indtil videre ikke kastet mange brugbare oplysninger af sig.
- Det er et populært sted for især unge mennesker. Men der var så mange til stede, at ingen rigtig har bemærket noget vedrørende knivstikkeriet, siger Robert Jensen, den centrale efterforskningsleder fra Københavns Politi.
Politiet ved endnu ikke med sikkerhed, om manden blev stukket inde på musikstedet eller ude på gaden.
Yderligere et knivstik
Endnu et knivstikkeri fandt sted i København sent fredag aften, hvor en ung mand blev stukket ned på Amager i København.
Offeret blev stukket i ryggen på hjørnet af Peder Lykkes Vej og Røde Mellemvej. Han blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter, men han er uden for livsfare.