Fortsæt til indhold
Indland

Forældre-sms vandrer rundt på Sydfyn

Sms-kæde igangsat på Sydfyn efter onsdagens sex-forbrydelse mod 10-årig pige.

En sms med advarsler mod en person i en rød bil drønede i går rundt mellem forældre på Sydfyn, da rygter om onsdagens bortførelse og seksuelle overgreb mod en 10-årig skolepige begyndte at løbe.

"Hvis du ser en rød bil der kører med gult lys, så skal du holde dig så langt væk fra den!! Vi havde besøg af politiet, og de sagde, at hvis vi ser bilen, så skal der ringes til politiet med det samme. Og det er så fordi manden her i dag har taget en pige fra Ørbæk og "haft" hende i en time og sat hende af igen!"

Sådan lyder en del af ordlyden i advarslen, der torsdag morgen er gået rundt i Ørbæk-området, skriver fyens.dk.

Endnu inden Fyns Politi gik ud til offentligheden med nyheden om det nye sex-overfald, var mange blevet advaret af sms-kæden.

"Og det skulle være den samme mand, der gjorde det samme mod en pige i Vester Skerninge. De mener, at han bor i området, så sørg for at fortæl det her videre til alle dine veninder!!" lyder det i sms'en.