Politiet truer Vanløse-eftersøgte
Tre unge drabsmistænkte skal melde sig inden kl. 15. Ellers fortæller vi, hvem I er, siger politiet.
"Vi ved, hvem de tre mistænkte er."
Sådan lyder det fra Københavns Politis drabsafdeling i en direkte opfordring til de tre unge mænd med indvandrerbaggrund, som mistænkes for knivstikdrabet på en 21-årig mandag tirsdag middag i Vanløse.
De tre mænd på 15, 16 og 18 år er siden drabet i går kl. ca. 11.30 blevet eftersøgt af politiet.
Skån familien - meld Jer
"Vi har været hos deres familier, venner og omgangskreds. Hvis de mistænkte vil forskåne deres nærmeste for flere besøg, så er det bare om at melde sig til politiet hurtigst muligt," siger politikommissær Hans Erik Raben, Afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi.
"Og hvis vi ikke har fat i dem inden kl. 15 i dag onsdag, vil vi være nødsaget til at offentliggøre navne og billeder på de mistænkte," understreger han.
De mistænkte kan melde sig på Politigården eller på nærmeste politistation. De kan også ringe 114, hvorefter de vil blive afhentet af politiet.