Mor hævede pension for at redde søn
Moderen til offeret for knivdrabet i Vanløse satsede alt for at for at give sønnen en ny start.
Den 21-årige Jon Patorra, der blev dræbt under knivstikkeriet i Vanløse tirsdag middag, satsede alt på at komme ud af en ond cirkel af kriminalitet, dårlige vaner og fængselsdomme.
Det siger hans mor og venner af familien til flere medier.
Jon Patorra var i gang med at vende ryggen til sit tidligere liv, siger hans mor, Jane Bülow Patorra.
Ville starte forretning sammen
Hun havde netop hævet sin pension for at hun sammen med sønnen kunne starte en smørrebrødsforretning på Kongens Nytorv. Planen var, at det skulle ske inden for to måneder.
Jon Patorra var for tre måneder siden blevet løsladt efter afsoning af en fængselsdom for tyveri på ni måneder, og investeringen skulle bryde med års kriminalitet og fængselsophold.
På vej til en ny start
"Han har været et hundrede procent indstillet på en ny start. Der har ikke været nogen slinger i valsen. Derfor har han også boet hjemme hos mig. Hvis han ikke var på arbejde, så var han hjemme," siger Jane Bülow Patorra til Ekstra Bladet.
Benjamin Jepsen, der er en gammel ven af familien, siger til bt.dk, at Jon Patorra i det seneste halve års tid ihærdigt havde prøvet at fjerne sig fra sin fortid.
"Han røg ud i et skråplan med noget hash og lidt kriminalitet, men han havde fjernet sig fra det," fortæller han til netavisen.
"På det forkerte sted"
Han afviser at Jons for tidlige død var banderelateret og siger, at Jon var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
"Jeg er sikker på, at han har forsvaret sin kammerat, og at det er sådan, det er sket. Sådan en type var han," siger Benjamin Jepsen til bt.dk.
Jon Patorra var iøjnefaldende tatoveret i ansigtet med rockertatoveringer som "ACAB ("All Cops Are Bastards", red.), men ifølge Københavns Politis bandeenhed var hverken han eller kammeraten, der også blev ramt af knivstik, involveret i Bandidos eller andre rockergrupper.
Politiet: Tilfældigt opgør
Derfor arbejder politiet heller ikke med den teori, at knivoverfaldet har relation til de aktuelle rocker- og bandekonflikter, men var et opgør der opstod tilfældigt.
Københavns Politis bandeenhed jagter i øjeblikket knivstikkerne - tre unge drenge på 15, 16 og 18 år af udenlandsk herkomst, som politiet kender identiteten på.
"De ved godt, at vi søger efter dem," sagde lederen af Københavns Politis bandeenhed, vicepolitiinspektør Lau Thygesen, i aftes.