Fortsæt til indhold
Indland

Gennembrud i fynsk drabssag

To af fem anholdte i Vollsmose sigtet for drabet på Henrik Petersen på værtshuset Havhesten i 2010.

Fyns Politi har torsdag anholdt fem mænd, og to af dem - en 21-årig og en 30-årig - er sigtet for drabet på den dengang 36-årige rejsemontør Henrik Pedersen, der blev skudt ned på værtshuset Havhesten i det centrale Odense den 10. marts 2010.

Den 30-årige sigtes også for et drabsforsøg, som skete 4. maj 2010 på Vollsmose Allé. Her blev der affyret skud med en 9 mm pistol mod en bil med to personer.

Skud ramte uskyldig

Gennembruddet i sagen kommer efter næsten to års vanskelig efterforskning af drabet, der ramte en helt uskyldig mand.

Henrik Pedersen var gæst på værtshuset og spillede billard, da flere gerningsmænd ved midnat affyrede to eller tre skud mod værthuset udefra. Henrik Pedersen blev ramt og døde kort efter på Odense Universitetshospital.

Ifølge Fyns Politi havde han ingen forbindelser til bandemiljøet i Odense, og teorien har gennem efterforskningen været, at han blev forvekslet med en anden mand, som er medlem af Hells Angels, oplyser vicepolitiinspektør Henrik Justesen, Fyns Politi, til Ritzau.

Formentlig kriminelt opgør

En uge efter drabet var politiet på drabsstedet for at tale med gæster i byen og fandt her frem til den mand, der sandsynligvis var tiltænkt skuddene.

Ud fra mandens forklaring kædede politiet derefter forbrydelsen sammen med et opgør mellem kriminelle grupper.

Efter skyderiet så et øjenvidne to personer forsvinde på en scooter over Odense Å og videre mod Munkemose, men efterforskningen har været svær og vanskelig.

Fire sigtet for grov vold

Ved politiets aktion tirsdag er i alt fem mænd blevet anholdt. De er i alderen fra 21 til 35 år. De fire sigtes desuden for grov vold, som blev begået i sidste uge.

På en sti i Odense blev en 21-årig mand den 8. marts overfaldet blandt andet med slag fra køller.

Umiddelbart vides det ikke, hvornår grundlovsforhøret skal finde sted. Fyns Politi forventer at løslade én af de fem anholdte, oplyser Ritzau.

Værtshuset Havhesten har i øvrigt skiftet navn til Drønnerten siden drabet.