Fortsæt til indhold
Indland

Kvæstet drabssigtet skal for retten

Manden, der er sigtet for at have dræbt en pædagog, er nu frisk nok til grundlovsforhør.

Ritzau

Den 39-årige KH, som ifølge politiets sigtelse dræbte pædagogen Judy Meiniche Simonsen i begyndelsen af februar, er nu så frisk, at han kan møde i retten.

Under en biljagt forud for anholdelsen af KH kom han så slemt til skade, at han ikke kunne møde op i retten, da han blev fremstillet i grundlovsforhør.

Dommeren valgte at fængsle KH, uden at han var til stede. Efter reglerne skal han, så snart det er muligt, for retten i et nyt grundlovsforhør.

- Han er fortsat indlagt på Viborg Sygehus, men nu er han så mobil, at vi kan fremstille ham igen, siger efterforskningsleder Jess Hvas, fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Mangler detaljer

Det nye retsmøde i sagen bliver afholdt tirsdag eftermiddag ved Retten i Viborg. Her vil KH få lejlighed til at give sin version af, hvad der er foregået, efter at han og Judy Meiniche Simonsen forlod bostedet Blåkærgård ved Viborg.

- Vi har ikke haft lejlighed til at afhøre ham detaljeret om sagen endnu, og derfor kan vi ikke melde noget ud om, hvordan han stiller sig til sigtelsen, siger Jess Hvas.

Pædagogen Judy Meiniche Simonsen blev fundet dræbt den 8. februar ved ishuset ved Hald Sø i Dollerup Bakker. Kvinden er blevet dræbt med en kniv, og ifølge politiet er hun også blevet voldtaget.

Endte i biljagt

Efter drabet indledte politiet jagten på KH, som, man vidste, var taget på en køretur med pædagogen aftenen forinden.

Inden det lykkedes politiet at få anholdt KH, blev den Skoda, som han kørte i, set flere steder.

Den 9. februar kom politiet på sporet af flugtbilen i Randers. Det mundede ud i en biljagt, der endte med, at Skodaen med KH bag rattet bragede ind i et træ.

KH blev så kvæstet ved ulykken, at der gik flere dage, inden politiet overhovedet kunne komme i kontakt med ham.

Jess Hvas kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt anklagemyndigheden vil begærede lukkede døre ved retsmødet tirsdag.