Fortsæt til indhold
Indland

Dansk far: Jeg er skyld i mine døtres død

Sagen mod dansk far tiltalt for dobbeltdrab på døtre aflyst næsten inden den kom i gang, fordi dommer er syg.

Ritzau

Den danske mand, der står tiltalt for at have dræbt sine døtre nær Berlin, erkender at være skyld i deres død.

Seks måneder efter den 41-årige mands to døtre brændte ihjel i en bil på en skovvej nær Berlin, blev retssagen mod faren tirsdag indledt ved landsretten i Potsdam tæt ved den tyske hovedstad.

Det indledende retsmøde blev dog meget kort, da en af de fem dommere var for syg til at gennemføre det, og et ny retsmøde er derfor planlagt til den 1. marts.

Detaljeret forklaring

Forsvareren gør det klart, at hans klient vil komme med en detaljeret forklaring, når sagen genoptages.

- Han er ansvarlig for sine døtres død, siger forsvarer Thomas Arndt, der talte med pressen efter retsmødet.

- Men spørgsmålet er, på hvilken måde han er ansvarlig, tilføjede forsvareren, som sagde, at den tiltalte først ville begå selvmord og tage de to piger på ni og 10 år med sig i døden.

Faren, der selv fik anden- og tredjegradsforbrændinger, kunne dog ikke gennemføre handlingen og steg ud af den brændende bil, hvor der var hældt benzin ud over det hele.

Sovepiller

De to piger på ni og 10 år var ifølge tysk politis undersøgelser bedøvede med sovepiller.

Forsvareren understreger, at "det ikke var planlagt i detaljer." Arndt vil endnu ikke tage stilling til, om der er tale om drab, og om hans klient kan straffes for det.

Den landbrugsuddannede dansker, der holdt sit ansigt skjult bag et stykke papir under en kort fotosession for pressefotograferne ved retsmødets start, virkede roligt og fattet, mens han hørte anklageskriftet blive læst op.

- Det skete i Tyskland, fordi de havde været i en forlystelsespark i Hamburg. Det kunne lige så godt have været i Danmark eller Holland, siger Thomas Arndt.

Manden lå i skilsmisse med børnenes mor, og han var i psykiatrisk behandling mod depression. Der er i alt indkaldt 28 vidner i sagen, heraf skal cirka 12 komme fra Danmark.

Der er tale om både venner og familiemedlemmer, samt moren til de to omkomne piger. Hvis den 41-årige kendes skyldig, risikerer han livsvarigt fængsel.