Fortsæt til indhold
Indland

Kvæstet mand blokerer drabssag

Opklaringen af drabet på Viborg-pædagog trækker ud. Sigtet er stadig for kvæstet til afhøring.

Det kan komme til at vare længe, inden efterforskningen af drabet på en 46-årig socialpædagog fra bostedet Blåkærgaard ved Viborg kommer videre.

Den sigtede i sagen, en 39-årig beboer på bostedet, er stadig indlagt og varetægtsfængslet in absentia på Aarhus Sygehus med alvorlige kvæstelser efter den trafikulykke, der afsluttede hans flugt fra en politipatrulje fredag den 10. februar.

Den 39-årige mand blev afhørt af politiet i lørdags, men selvom han var ude af den kunstige koma, han har været holdt i, var han kun i stand til at besvare politiets spørgsmål med hovedbevægelser. Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi var den sigtede ved fuld bevidsthed, men kunne på grund af medicin og de maskiner, han er tilsluttet, ikke tale.

Afhøring for lukkede døre

Det vides ikke, hvordan den sigtede forholder sig til sagens alvorlige sigtelser for drab og voldtægt, idet det indledende retsmøde fandt sted for lukkede døre.

"Vi venter, at han kommer i retten om nogle uger. Hans varetægtsfængsling udløber den 9. marts, og omkring det tidspunkt håber vi at kunne afhøre ham," siger efterforskningslederen i sagen, vicepolitikommissær Jens Hvass fra Midt- og Vestjyllands Politi, til jp.dk.

Hvis det regnestykke holder, vil der være gået over en måned mellem drabet på Judy Meiniche Simonsen og den sigtedes forklaring foran en dommer.

Forsvarer har ikke talt med sigtede

Den sigtedes forsvarer, advokat Steen P. Husbjerg, har endnu ikke haft lejlighed til at tale med sin klient, men han har heller ikke store forventninger til samtalen. Han oplyser, at den sigtede har alvorlige indre kvæstelser i lænderegione, brækkede ribben, brud på det ene ben og den ene arm.

"Jeg regner med at komme til at tale med ham i denne uge, men nu skal jeg lige orientere mig i sagen og se, hvad jeg kan få ud af en samtale med ham," siger Steen P. Husbjerg, som var forsvarer for den 39-årige, da han fik en voldsdom sidste år.

Det har hidtil været uklart, hvor den sigtede befandt sig i perioden fra det formodede drabstidspunktet og frem til ulykken og anholdelsen på en bivej uden for landsbyen Øster Bjerregrav ved Randers.

Forløb delvist kortlagt

Et par vidner har fortalt Midt- og Vestjyllands Politi, at den 39-årige om aftenen efter drabet befandt sig i misbrugsmiljøet i Aarhus. Politiet mangler dog stadig at klarlægge hans færden i nogle dagtimer i forløbet, og det er for eksempel stadig et mysterium, hvordan den sigtede kom fra Aarhus og til Hadsten, hvor han stjal den bil, som han senere forulykkede i.

Også undersøgelsen af selve ulykken, da den sigtede kørte af vejen i et sving ved Øster Bjerregrav, ligger stille, mens man venter på den 39-åriges forklaring.

Ulykken efterforskes af Den uafhængige politiklagemyndighed i Aarhus, fordi en person kom alvorligt til skade som følge af politiets indgriben. Det skete, da en patrulje fra Østjyllands Politi opdagede og kørte efter den sigtede ved Øster Bjerregrav. Under den efterfølgende flugt kørte han af vejen og blev alvorligt kvæstet.

Mangler en afhøring

"Vi har undersøgt ulykkesstedet og er godt i gang med sagen, men vi mangler at få afhørt den sigtede," siger efterforskningschef Niels Raasted.

Den sigtede 39-årige mand var beboer på bostedet Blåkærgaard, hvor den dræbte arbejdede som socialpædagog. De to var taget ud for at gå en tur i skoven, da drabet skete.

Den 46-årige Judy Meiniche Simonsens lig blev fundet ved ishuset i Dollerup Bakker nær Viborg.