Fortsæt til indhold
Indland

Brødre om rovmord: Det var ikke os

Det 81-årige offer døde efter at være blevet rullet stramt ind i en dyne og et sengetæppe.

To bulgarske brødre på 20 og 22 år blev ved et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup blevet fængslet i fire uger, sigtet for drabet på den 81-årige Kirsten Inge Damsgaard.

Både den 20-årige og 22-årige mand sigtes for at have begået røveri "af særlig grov beskaffenhed" og for at have dræbt Kirsten Inge Damsgaard.

"De bandt hende med hendes egne beklædningsgenstande omkring underbenene, ligesom de bandt hendes håndled og kneblede hendes mund, hvorefter de rullede hende ind i en dyne og et sengetæppe, som de efterfølgende bandt stramt om hendes brystkasse ved hjælp af en trøje," læste anklager Martin von Bülow op.

Herefter lænsede de to brødre ifølge sigtelsen boligen for smykker og aftvang den 81-årige koden til hendes dankort, som de efterfølgende hævede 14.000 kr. fra.

Taler gebrokkent dansk

Hele seancen blev i retten oversat fra dansk til bulgarsk af en kvindelig tolk, da to mænd taler dårligt dansk.

Både den 20-årige og hans 22-årige storebror, som begge er bulgarske statsborgere, sad roligt i deres stole, mens sigtelsen mod dem blev læst højt.

Begge fastholdt deres erklæring om, at de er uskyldige.

De sad uden håndjern og var iført grå træningsdragter og sorte hyttesko ved et bord foran dommeren, og på deres venstre side sad forsvaret, flankeret af en kvindelig tolk. På deres højre side sad anklageren Martin von Bülow.

Bagest i lokalet sad pressen, der blev sendt ud, da forhøret foregik bag lukkede døre, fordi sagen stadig efterforskes.

Opsigtsvækkende sag

Sagen fik stor bevågenhed, da den 81-årige Kirsten Inge Damsgaard blev fundet død i sit hjem den 30. december 2011, bagbundet og kneblet.

Obduktionen har vist, at hun døde af iltmangel, netop fordi hun blev bundet og kneblet.

Efterfølgende gik en klapjagt i gang, og overvågningbilleder af en formodet gerningsmand gik landet rundt sammen med en række billeder af smykker, som var blevet stjålet fra den afdøde.

14-årig og 19-årig blev anholdt

Dengang fik politiet over 100 henvendelser, der ledte til anholdelsen af fire personer i en lejlighed på Frederiksberg i går aftes.

Den ene bror blev anholdt kl. 17.22 kort før den anden, der blev anholdt kl. 17.33.

Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi oplyste i den forbindelse, at man havde ransaget tre adresser i Storkøbenhavn og anholdt en kvinde på 19 år og en pige på 14 år, der er kærester med de to brødre.

Både den 14-årige og 19-årige er dog siden blevet løsladt, oplyser politiet.

Politiet kan ikke udelukke, at der var en tredje til stede, da 81-årige Kirsten Inge Damsgaard blev bundet i sit hjem i Gladsaxe.