Sociale bedragere får det nemmere
Kommunale chefer advarer imod forslag om at centralisere indsats mod socialt bedrageri.
Det bliver dyrt for samfundet. Og Danmark risikerer at blive til et tag-selv-bord for sociale bedragere.
Sådan lyder advarslen fra Borgerservice Danmark, der repræsenterer cheferne i de kommunale borgerservicecentre. Borgerservice Danmark er stærkt imod et forslag fra Pensionsstyrelsen, som går ud på, at indsatsen for at afsløre sociale bedragere skal flyttes fra kommunerne til fem centrale centre fordelt rundt i landet.
Kender borgerne
"Vi kender borgerne i vores kommuner. Vi kan derfor finde dem, der snyder, ved at kigge os omkring eller ved at sammenligne oplysninger fra forskellige afdelinger i kommunen. Det vil være meget vanskeligt at gøre fra et stort centralt center, der ikke har føling med lokalsamfundet," siger formanden for Borgerservice Danmark, Bodil Thomsen, der selv er chef for Borgerservice i Sorø Kommune.
Sagen er blevet aktuel i forbindelse med fødslen af Udbetaling Danmark. Det handler om, at udbetalingen af bestemte ydelser så som boligstøtte og folkepension centraliseres i en række centre. Der er tale om såkaldte objektive sagsområder, der har faste ydelser. Pensionsstyrelsen har netop foreslået, at jagten på sociale bedragere også lægges i Udbetaling Danmark.
Meget at miste
"Ideen med Udbetaling Danmark er at behandle sager af objektiv karakter, og det er sagerne med socialt bedrageri bestemt ikke. Jeg tør godt love, at det offentlige vil miste millioner af kroner, fordi det bliver alt for nemt at snyde, hvis sagerne samles centralt. Det bliver for dyrt for Danmark," siger Bodil Thomsen i en pressemeddelelse.
Forslaget fra Pensionsstyrelsen er ikke politisk behandlet endnu.