Fortsæt til indhold
Indland

Røvere flygtede med mange dyre ure

En af mændene har hareskår, mens en anden bar sixpence under kuppet hos guldsmed på Strøget i København.

Ritzau

Røverne gik efter de dyreste varer, da de ved middagstid smadrede montrerne hos en guldsmed på Strøget i København.

- Udbyttet er ikke opgjort endnu, men de har taget forholdsvist mange dyre ure, siger den centrale efterforskningsleder på Politigården, John Hansen.

De fire kom ind via slusen, og den ene truede personalet med en pistol.

Samtidig gik to andre løs på montrene med henholdsvis en hammer og en økse.

Sort golf

Derefter løb de ned mod Kongens Nytorv, hvor en sort VW Golf stationcar holdt klar.

Bilen forsvandt i retning mod Nationalbanken, men om de kørte ud på Amager, er indtil videre uafklaret.

Østeuropæere?

Foreløbig beskrives mændene som østeuropæere. I hvert fald den ene betegnes som velklædt. Han havde en sixpence på hovedet.

En anden af mændene har et karakteristisk hareskår.

Forretningen Ole Mathiesen på Østergade 8 har også tidligere haft et tilsvarende ubehageligt besøg.

I august 2008 stak to mænd af med ure til en værdi af cirka 10 millioner kroner.

Men også de øvrige forretninger i København med eksklusive ure har været hjemsøgt flere gange. Det gælder for eksempel Stenstrup på Strøget og Hvelplund på Hotel Scandic.