Bortførte børn fra deres mor i syv måneder
Fire børn, der blev bortført af deres far til Nigeria, er hjemme efter mere end syv måneder.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Siden den 17. december har de fire børn på 5, 6, 8 og 10 år befundet sig i Nigeria, hvortil den 42-årige far bortførte dem.
Faderen blev allerede anholdt den 5. maj, men har nægtet at medvirke til at udlevere børnene, som befandt sig hos familien i Nigeria.
Både faderen og børnene har dobbelt statsborgerskab i Danmark og Nigeria, mens moderen er dansk.
Ankom søndag
Senere ændrede faderen dog mening og indvilligede i at underskrive de nødvendige papirer, så børnene kunne rejse fra Nigeria.
Fredag arrangerede Udenrigsministeriet, at man via en repræsentant fra konsulatet i Nigeria ville forsøge at få børnene udleveret lørdag aften for at få dem fløjet til Danmark.
Det lykkedes, og søndag formiddag kunne moderen hente sine børn i lufthavnen i København.
Anholdt i Spanien
Moderen og faderen havde delt forældremyndighed, da faderen den 17. december bortførte børnene til Nigeria under påskud af at have være sammen med dem i Spanien indtil den 30. december.
Den 28. december meldte moderen sagen til politiet, som efterlyste faderen i hele verden.
Den 5. maj blev manden så anholdt i en spansk havneby under en paskontrol af besætningen på den coaster, hvor han var kaptajn.
Ville "redde" børnene
Midt- og Vestsjællands Politi hentede ham i Madrid den 19. maj, og dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
Faderen kendte sig skyldig i at have fjernet børnene, men sagde, at han gjorde det for at "redde" dem fra moderen.
Han sidder fortsat varetægtsfængslet.