Kørelærer til køreprøve efter klip i kørekortet
En kørelærer fra Århus kørte så hasarderet, at han fik to klip i kørekortet på én gang.
En 43-årig mandlig kørelærer fra Århus skal nu selv op til en teori- og en køreprøve, skriver Horsens Folkeblad.
Torsdag morgen modtog politiet i Skanderborg meldinger om, at en Mercedes lavede hasarderede overhalinger både højre og venstre om på motorvejen omkring Ejer Bavnehøj.
Føreren af bilen viste sig at være en kørelærer fra Århus, hvis vilde kørsel blev takseret til to klip i kørekortet, fortæller vicepolitikommissær Jens Pedersen fra Skanderborg Politi til Horsens Folkeblad.
Havde et klip i forvejen
Kørelæren havde i forvejen et klip i kørekortet, og han må derfor ikke længere køre bil, indtil han består en teori- og en køreprøve.
Dansk Kørelærer-Union vil nu undersøge, om kørelæreren er medlem af foreningen, og om sagen i så fald skal have konsekvenser for ham.