Privat nytårsfest endte med knivoverfald
En 22-årig mand stak en kokkekniv i ryggen på en 25-årig i forbindelse med en privat nytårsfest på Nørrebro.
Københavns politi fremstiller senere nytårsdag den 22-årige i grundlovsforhør og sigter ham for forsøg på manddrab i forbindelse med festen i en lejlighed på Nørrebro.
Knivoverfaldet fandt sted kl. seks torsdag morgen i Rovsinggade, oplyser Københavns Politi.
Ved en privat fest kom den 22-årige tilsyneladende op at skændes med en 25-årig mand, der også deltog i festen.
Kokkekniv i ryggen
Herefter hentede han ifølge politiets oplysninger en stor kokkekniv i køkkenet og stak den 25-årige i ryggen ved ribbenene.
”Der er tale om et potentielt livsfarligt knivstik. Den 25-årige er dog uden for livsfare nu,” fortæller den centrale efterforskningsleder Kenneth Vest til jp.dk.
Politiet undersøger i øjeblikket de nærmere omstændigheder omkring knivoverfaldet og forventer at fremstille gerningsmanden i grundlovsforhør efter klokken 12.