Fortsæt til indhold
Indland

Muslimer tager afstand fra angreb

Få timer efter angrebet lægger Dansk Muslimsk Union afstand til handlingen.

I forbindelse med angrebet på Kurt Westergaards hjem i Viby udsendte Dansk Muslimsk Union, som består af mere end 30 muslimske foreninger og organisationer i Danmark, i nat en pressemeddelse, der også er publiceret på dens webside.

Af udtalelsen fremgår:

"Dansk Muslimsk Union tager på det kraftigste afstand fra angrebet og enhver form for ekstremisme som leder til sådanne handlinger."

Motiveret af hævn

Angrebet skulle angiveligt være motiveret af hævn over hvad der må formodes at være de omstridte karikaturtegninger af Profeten Mohammad tilbage i 2005.

Terror har ingen religion

På vegne af Jødisk-muslimsk platform i Danmark udtaler Naveed Baig:

"Jødisk-muslimsk platform i Danmark er rystet og chokeret over nyheden om det seneste forsøg på at skade og dræbe tegneren Kurt Vestergaard. Aktionen fordømmes på det kraftigste.

Der er imidlertid ikke kun brug for, at alle danskere står sammen om fordømmelsen af denne voldelige ugerning. I denne kritiske situation er det lige så vigtigt, at der manes til besindighed fra politikerne, organisationer og borgere i al almindelighed.

Hvis det lykkes terrorister at skabe frygt og fjendtlighed mellem muslimer og ikke-muslimer, har de anskaffet sig det bedste udgangspunkt for kaos og krig. Derfor er der brug for et lederskab, der maner til sammenhold og besindighed.

Platformen opfordrer også til at disse skændige handlinger ikke sammenkædes med Islam og muslimer som det sker i nogle cirkler i Danmark. Terror har - meget enkelt- ingen religion. "