Fire dømt for stenkast mod politiet
<p>Sidste år medvirkede fire unge mænd til stenkast mod politiet og ildspåsættelser i Ishøj. Det kostede dem fredag op til 33 måneders fængsel.</p>
Fredag faldt der ved Glostrup Ret dom i en sag om vold mod politibetjente og ildspåsættelse i Ishøj, oplyser Københavns Vestegns Politi.
De fire unge mænd på mellem 18 og 23 år blev idømt fængselsstraffe på mellem seks og 33 måneders fængsel for ulovlighederne.
Uro i butikscenter
Sagen begyndte i september 2008, hvor Københavns Vestegns Politi kørte en særlig indsats over for en gruppe unge, der holdt til i Ishøj Bycenter.
De unge havde ifølge politiet i en periode lavet forskellig kriminalitet og været voldelige over for bl.a. centervagterne.
Det skabte uro og utryghed blandt handlende og erhvervsdrivende, og som et led i indsatsen mod de unge, var politiet til stede i centret den 25. september sidste år.
Her anholdt betjentene tre unge for gadeuorden og en fjerde sigtet for at bære en ulovlig kniv.
Anholdelse førte til vold
"Samme aften mellem kl. 22.00 og 23.00 eskalerede situationen som reaktion på anholdelserne. De fire dømte indsamlede bl.a. brosten og cykler og kastede skytset ned fra gangbroerne over Stenbjerggårds Allé ved Ishøj S-togsstation mod kørende patruljer," oplyser Københavns Vestegns Politi, der tilføjer, at de fire dømte var en del af en større gruppe unge.
Ifølge politiet blev en patruljevogn ramt af en 2,8 kilo tung brosten.
I løbet af natten til den 26. september, blev der yderligere stukket ild til to lastvogne, en varebil og fem personbiler i området omkring Ishøj Bycenter.
Også Teknisk Skole på Vejlebrovej blev forsøgt antændt, og ifølge politiet fortsatte ildspåsættelserne herefter i en uges tid. Det har dog ikke været muligt at finde gerningsmændene til de øvrige brande.
Fængsel og udvisning
Ved retten i Glostrup blev alle fire unge dømt i overensstemmelse med anklageskriftet, oplyser politiet.
Den første, en 19-årig mand, fik en dom på seks måneders fængsel for ildspåsættelser Af de seks måneders fængsel var tre betinget med prøvetid på to år.
Han ville ligesom en 18-årig mand tænke over, hvorvidt han ville anke dommen. Den 18-årige blev idømt en fællesstraf på et års ubetinget fængsel for medvirken til stenkast.
En anden 18-årig mand blev idømt en fællesstraf på et år og seks måneders ubetinget fængsel for at have medvirket til stenkast og ildspåsættelse samt indbrud i en forretning. Han valgte med det samme at anke dommen ligesom den sidste dømte, en 23-årig mand, som blev idømt to år og ni måneders ubetinget fængsel.
Ud over stenkast og ildspåsættelse blev den 23-årige dømt for røveri og vold. Han blev desuden udvist til Tyrkiet med indrejseforbud i Danmark for bestandig, oplyser Københavns vestegns Politi.
Manden ankede udvisningen og bad om betænkningstid med hensyn til strafudmålingen.