Protest mod ny sladre-ordning i København
Kommunens ansatte er modstandere af den whistleblower-ordning, som politikerne gennemfører.
Foreløbig har Københavns Kommunes økonomiudvalg besluttet at indføre det anonyme regelsæt, som Frederiksberg tidligere har fået, og som kendes fra flere store private virksomheder.
F.eks. var det en whistleblower hos selskabet Dong, der afslørede abnormt høje cheflønninger, og som førte til den administrerende direktør Anders Eldrups afgang.
Ifølge djøf-bladet er medarbejderne i Københavns Kommune ikke interesserede i den anonyme nyskabelse.
Anonyme anmeldelser
Den skal give ansatte og leverandører mulighed for anonymt at melde lovovertrædelser og grove fejl og forsømmelser i administrationen eller borgerbetjeningen. Det skal ske til kommunens borgerrådgiver Johan Busse, som så efter en vurdering skal sende anmeldelserne til undersøgelse hos relevante borgmester, fagudvalg, forvaltning eller revisionen.
De ansatte mener blandt andet, at man som ansat risikerer at blive udsat for anmeldelser på et forkert, usagligt eller løgnagtigt grundlag.
”Whistleblower-ordninger er skabt til private virksomheder, hvor der ikke er samme demokrati, kontrolorganer og ytringsfrihed som i den offentlige sektor,” siger formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg, til djøfbladet.dk.
Krav om sikkerhed mod fyring
De ansatte vil i stedet sætte ytringsret og -pligt på dagsordenen og have sikkerhed mod at blive fyret eller på anden måde forulempet, hvis man bruger sin ytringsret og -pligt til at påpege fejl og mangler.
”Vi har fået en New Public Management forvaltningskultur, hvor folk føler, at der er mistillid til dem både fra politisk og forvaltningsmæssig side, så de ikke tør sige deres mening om mere politisk betonede ting på arbejdspladsen,” siger Jan Trojaborg.
Frygt for en selv
Tania Karpatschof, Djøf-medlem i kommunens centrale samarbejdsorgan, siger, at en whistleblower- ordning fjerner fokus fra det, som det virkelig drejer sig om:
”Nemlig at man skal kunne gå, hvis ikke til sin egen leder så til en anden leder med kritisable forhold uden, at man behøver frygte noget for sig selv.”